PRM / Japan inviterer lollandske skoleelever på besøg

    Pressemeddelelse fra Lolland Kommune

    Som optakt til turen har eleverne fået sat hele onsdag den 23. januar af til at beskæftige sig med Japan. Tomoko Nielsen, som bor i Stokkemarke, holder oplæg om Japan i løbet af formiddagen, og om aftenen er der planlagt et arrangement i skolens Læringscenter fra kl. 17-19 for elever, forældre og de voksne, der deltager på turen. Heriblandt borgmester Holger Schou Rasmussen. Her holder eleverne oplæg for forældrene, og der bliver fortalt om rejsen og spist japansk mad, som eleverne har lavet i løbet af dagen. Pressen er velkommen til at deltage i løbet af dagen og om aftenen.

    At Japan i dén grad har fået øjnene op for Lolland er i høj grad takket være Tomoko Nielsens enorme indsats for at fremme samarbejdet mellem Japan og Danmark. Efter tsunamien i 2011 indgik Lolland Kommune en samarbejdsaftale med Higashimatsushima Kommune, og i 2013 var Tomoko medvirkende til, at Rødby Skole fik besøg af elever, lærere og embedsfolk fra Higashimatsushima Kommune. De tog hertil for se og høre om bæredygtighed og grøn energi. Efterfølgende har Rødby Skole haft en del delegationer fra Higashimatsushima og Tokyo, som har været interesserede i at lære om skole- og samfundsforhold i Danmark.

    Samarbejdet mellem Lolland Kommune og Higashimatsushima Kommune og det gode forhold mellem Japan og Rødby Skole har ført til, at skolens Internationale Hold nu er blevet inviteret til Japan, hvor de som ambassadører for Danmark skal bo hos japanske værtsfamilier og holde engelske oplæg om Danmark på tre forskellige japanske skoler.

    Som en del af forberedelserne til turen har eleverne fået undervisning om Japan. De har besøgt den japanske ambassade i København og den japanske ambassadør, og de har været på Tokai-universitetet i Vedbæk for at høre oplæg om Japan. Alt sammen har det været med til at sætte elevernes tanker i gang om den kommende tur og de spændende oplevelser, de har i vente:

    “Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver spændende at møde den anderledes kultur i Japan. Samtidig er jeg også lidt nervøs for Tokyos hektiske liv. Jeg har på fornemmelsen, at de unge i Japan går op i andre ting end vi danskere. De prioriterer deres skolegang højt, hvor vi prioriterer venner og det sjove. Det bliver vildt at opleve deres hverdag, når vi skal bo hos værtsfamilier, og jeg glæder mig til at opleve den høflighed, de har over for hinanden og de fremmede,” fortæller Malou Lærke Nielsen fra 8. klasse og Internationalt Hold på Rødby Skole.

    Også afdelingsskoleleder Vikki Jensen er begejstret på både skolens og elevernes vegne:

    “Det er helt fantastisk, at Japan giver eleverne på vores skole den her mulighed. Jeg er sikker på, at det bliver en kæmpe oplevelse for dem, som vil styrke både deres faglige og personlige udvikling. Her får de chancen for at opleve en helt anden kultur på tæt hold samtidig med, at de skal fungere som formidlere af og ambassadører for Danmark og dansk kultur. Det er en spændende udfordring, og her på skolen glæder vi os meget til at høre om det hele, når de kommer hjem igen,” siger hun.

    Tilbage i Danmark skal eleverne til eksamen, og opgaven bliver at holde oplæg for danskere og japanere på Tokai-universitetet.

    I 2020 er det de japanske elever og læreres tur til at besøge Rødby.

    Kontakt:

    Pernille Steffensen (For oplysninger om turen)
    Lærer og koordinator på turen
    Rødbyafdelingen
    Tlf. 20 41 11 05

    Vikki Susanne Jensen
    Afdelingsskoleleder, Rødbyafdelingen
    Tlf. 24 20 95 17

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/japan-inviterer-lollandske-skoleelever-pa-besog?releaseId=13566887