PRM / Ny forskning: Kunst og kultur gør mennesker sundere

    Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

    Efter 10 uger med kulturelle aktiviteter kan deltagerne i forløbet Kulturvitaminer fortælle, at de blandt andet oplever færre angstanfald, mere energi, bedre selvværd og forbedrede sociale færdigheder. Det afdækker en rapport, som er udarbejdet af postdoc Anita Jensen fra Nordjysk Center for Kultur og Sundhed på Aalborg Universitet (AAU).

    Det er Aalborg Kommune, der står bag kultur-på-recept-programmet Kulturvitaminer. Deltagerne er borgere, der er sygemeldt med let til moderat stress, angst eller depression. I projektet er deltagerne mødt op til kulturelle aktiviteter 2-3 gange om ugen i 10 uger under ledelse af projektets kulturkoordinator. Der er tale om særligt tilrettelagte aktiviteter, som både inddrager deltagerne som aktivt skabende til fx fællessang eller i en kreativ workshop i kunstmuseets værksted, og aktiviteter hvor deltagerne er tilskuere til en kulturaktivitet som fx guidet byvandring eller overværelse af prøver i Aalborg Symfoniorkester.

    Deltagernes mentale og fysiske sundhed forbedres

    Gennem interview har Anita Jensen undersøgt, hvordan deltagerne opfattede det at være med i Kulturvitaminer. Deltagerne fortalte om øget selvværd, mere livsglæde, forbedrede sociale færdigheder og relationer, mindre panikangst, forøget motivationsniveau, bedre fornemmelse for egne behov, øget selvomsorg og en følelse af at være tættere på arbejdsmarkedet.

    Deltagelse i programmet har også haft en positiv effekt på nogle af deltagernes fysiske helbred. De rapporterede om mindre træthed, mere energi, og at de havde nemmere ved at slappe af.

    Konklusionen er altså, at deltagerne har oplevet en forbedring af både deres mentale og fysiske sundhed. Anita Jensen uddyber:

    – Deltagerene fik stort udbytte af det frirum, der blev skabt, hvor der netop ikke var fokus på sygdom, men i stedet på muligheder. De forskellige kunst- og kulturaktiviteter var med til at stimulere sanserne som ofte bliver indsnævret gennem et sygdomsforløb med stress, depression og dårlig trivsel. På den måde skabes nysgerrighed, nye forståelser, og nye grænser overskrides. Kulturvitaminer kan ses som en katalysator, der fremmer adgangen til indre ressourcer hos den enkelte og derved et hjælperedskab i forhold til motivation for fremtiden.

    Fakta

    Undersøgelsen er foretaget af postdoc Anita Jensen fra Nordjysk Center for Kultur og Sundhed på Aalborg Universitet

    Forløbet Kulturvitaminer er tilrettelagt af Center for Mental Sundhed i Aalborg Kommune og er støttet af SATS-puljemidler.

    Følgende kulturinstitutioner i Aalborg har medvirket: Kunsten, Biblioteket, Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Stadsarkiv, Den Rytmiske og Aalborg Teater.

    Endvidere indeholder programmet en guidet tur med en naturvejleder samt instruktion fra en musikterapeut i, hvordan musik kan bruges som redskab i forskellige situationer som f.eks. en mental pause.

    Kontakt:

    Anita Jensen, postdoc, 6019 1276, anita@hum.aau.dk
    Susanne Togeby, pressekontakt, 9940 9059, susannet@hum.aau.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/ny-forskning-kunst-og-kultur-gor-mennesker-sundere?releaseId=13566902