PRM / PensionDanmark overtager ÅF Buildings domicil i Herning

    Pressemeddelelse fra PensionDanmark

    PensionDanmark overtager nu endnu en velbeliggende kontorejendom. Det drejer sig om en flerbrugerejendom tæt på motorvej og centrum i Herning, hvor hele udlejningsarealet fungerer som domicil for ÅF Buildings Denmark, der tidligere hed Midtconsult.

    Ejendommen fra 1965 har været igennem en meget gennemgribende nyrenovering og bliver den første eksisterende ejendom i Danmark, der bliver bæredygtighedscertificeret efter standarden DGNB Sølv svarende til kravene til en nyopført ejendom. Lejeren ÅF Buildings Denmark er ejet af den svenske børsnoterede ingeniørkoncern ÅF.

    “Vi er glade for at overtage denne kontorejendom. Der er tale om en attraktiv, velbeliggende, omfattende renoveret og bæredygtighedscertificeret ejendom med en solid lejer på en lang lejekontrakt. Derfor forventer vi, at investeringen vil give medlemmerne gode afkast mange år frem,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

    “Bygningen giver os optimale kontorfaciliteter og et domicil, der passer til virksomhedens udviklingsplaner de næste mange år. Her kan vi samtidig fremvise vores råd-givningskompetencer inden for bygningsrenovering, lys, lyd, energi og bæredygtighed. Det har været en fornøjelse at samarbejde med Pension Danmark om projektet,” siger Martin Kjær, CEO i ÅF Buildings Denmark.

    Ejendomsinvesteringen i Herning supplerer PensionDanmarks efterhånden store ejendomsportefølje i Jylland. PensionDanmark ejer i forvejen ejendomme i bl.a. Hjørring, Aalborg, Viborg, Aarhus, Ry, Vejle, Kolding, Haderslev, Esbjerg og Sønderborg.

    Om investeringen

    Adresse: Viborgvej 1, Herning

    Købspris: 97 mio. kr.

    Areal: 6.411 m2

    Sælger: Ejendomsselskabet MC ApS

    Lejer: ÅF Buildings Denmark

    Overtagelse: 14.12. 2018

    Yderligere information

    Kommunikations- og pressechef Ulrikke Ekelund, PensionDanmark, tlf.: 2019 9238.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/pensiondanmark-overtager-af-buildings-domicil-i-herning?releaseId=13565631