PRM / HK: Nye sanktionsregler udfordrer retssikkerheden

    Pressemeddelelse fra HK/Danmark

    Den netop indgåede aftale om nye sanktionsregler får en lunken modtagelse fra HK Kommunals næstformand, Mads Samsing, der repræsenterer hovedparten af de ansatte på landets jobcentre.

    De såkaldte agterskrivelser, man indfører med aftalen, betyder nemlig ifølge HK Kommunals næstformand, at borgernes retssikkerhed bliver udfordret med en ny og svært gennemskuelig proces.

    – Indførelsen af agterskrivelser, hvor borgeren bliver præsenteret for partshøring og afgørelse i samme brev, stiller borgerne ringere. Det er ærgerligt, for aftalen indeholder på andre punkter klare fremskridt i spørgsmålene om forenklinger, forståelighed og vejledning, siger Mads Samsing.

    Et af formålene med aftalen er at styrke kontrollen med udbetaling af ydelser, så borgere, der snyder, opdages. Den intention trænger ifølge Mads Samsing i den grad til at blive konkretiseret.

    – Vores medlemmer, der på forskellig vis arbejder med kontrol, har nogle særdeles vanskelige rammevilkår. Der er masser af gråzoner, der slet ikke bliver taget hånd om i den nye aftale. Det gælder for eksempel spørgsmålet om medarbejdernes brug af sociale medier i kontrolindsatsen. Hvad må de ansatte, og hvad må de ikke?, lyder det fra Mads Samsing.

    Kontakt:

    HK Kommunals næstformand, Mads Samsing, tlf. 2136 6747

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/hk-nye-sanktionsregler-udfordrer-retssikkerheden?releaseId=13564280