PRM / Installatører er jaget vildt blandt tyve

    Pressemeddelelse fra TEKNIQ Installationsbranchen

    Risikoen for ubudne gæster er en del af hverdagen for landets installatører. Inden for det seneste år har 52 procent af el- og vvs-installationsvirksomhederne således oplevet at blive udsat for tyverier. Det viser en ny medlemsundersøgelse, som TEKNIQ Installationsbranchen netop har gennemført.

    “Det er et kæmpe problem for virksomhederne, der skal bruge både tid og penge på at erstatte det stjålne. Tid, der kunne være brugt meget bedre ude hos kunderne,” siger Jan Eske Schmidt, underdirektør hos TEKNIQ, der repræsenterer de danske el- og vvs-installatører.

    Hovedparten af tyverierne går ud over installatørernes servicebiler. Hele 41 procent af virksomhederne har inden for 12 måneder mindst én gang haft ubudne gæster i virksomhedernes biler. Derudover har næsten en fjerdedel oplevet tyverier af udstyr og/eller materialer fra de byggepladser, hvor virksomhederne arbejder.

    “Én ting er selve tyverierne, noget andet er den følelse, mange af vores medlemmer har af, at problemerne ikke bliver taget tilstrækkelig alvorligt af myndighederne,” siger Jan Eske Schmidt.

    Kun 27 procent af el- og vvs-installationsvirksomhederne mener, at politiets indsats er tilstrækkelig, mens 39 procent føler, at der skal mere til for at bremse strømmen af tyverier.

    Rigspolitiets egne tal viser da også, at der er store udfordringer med at forhindre bølgen af tyverier – især når det gælder indbrud i servicebilerne. Antallet af anmeldelser i vare- og lastbiler steg i første kvartal af 2018 med 4,1 procent i forhold til samme periode året før (fra 1.908 til 1.987), mens antallet af sigtelser faldt med 55 procent (fra 139 til 62).

    Behov for en styrket indsats

    “El- og vvs-installatørerne tager selv et stort ansvar i kampen mod tyvene, men det skaber en naturlig afmagt hos de virksomheder, der gang på gang oplever, at deres udstyr og materialer bliver stjålet, uden det har de store konsekvenser for tyvene. Der er med andre ord brug for en styrket indsats fra myndighedernes side for at komme problemerne til livs,” siger Jan Eske Schmidt.

    Når det gælder servicebilerne, har 46 procent af installationsvirksomhederne gjort én eller flere ting for at forebygge tyverier. Heraf har 72 procent for eksempel mærket værktøj og materialer med logo eller numre, 59 procent benytter DNA-mærkning, og 46 procent har installeret kameraovervågning i bilerne.

    Mange af tyverierne foregår, mens servicebilerne står hjemme hos de enkelte elektrikere eller vvs’ere om aftenen. Derfor kunne den logiske løsning være at parkere dem hver dag på virksomhedernes adresser.

    “Det er desværre bare ikke en brugbar løsning. For det vil betyde, at de ansatte i virksomhederne skal spilde tid på at køre mange unødvendige kilometer hver eneste dag i stedet for at køre direkte ud til kunderne, når arbejdsdagen starter. Og samtidig er det ikke givet, at bilerne er sikret mod indbrud, bare fordi de står på virksomhedens adresse,” siger Jan Eske Schmidt.

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger:
    Jan Eske Schmidt, underdirektør i TEKNIQ, træffes på tlf.: 26 13 08 28

    Cases:
    Som det fremgår af pressemeddelelsen, findes der rigelige mængder af konkrete eksempler. Hvis I ønsker hjælp til at skaffe en case, kan I kontakte presseansvarlig i TEKNIQ, Jesper Melgaard, på tlf.: 27 69 45 69

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/installatorer-er-jaget-vildt-blandt-tyve?releaseId=13562362