PRM / Millionfinansiering sikrer bedre genanvendelse af byggeaffald

    Pressemeddelelse fra Danmarks Grønne Investeringsfond

    I Struer tager nedrivningsvirksomheden Hvidberg A/S nu hul på etableringen af en ny sorterings- og knuserplads, der skal løfte genanvendelse af byggeaffald til nye højder. I dag begrænser genbrugen sig hovedsageligt til vejfyld, men med grundig sporing og finere sortering af byggeaffaldet vil Hvidberg A/S udvide mulighederne og sikre drift i øverste miljømæssige liga.

    “Af hensyn til miljøet er mulighederne for genanvendelse af byggeaffald generelt få. Materialerne kan være forurenede, og man kender sjældent deres historik. Den norm vil vi gøre op med. Derfor vil vi lægge en stor indsats i sporing af de produkter, vi får indleveret på pladsen, så vi ved, hvor de kommer fra, hvad de er lavet af, og hvordan de er anvendt. På den måde øger vi genanvendelsespotentialet og kan sælge produkterne videre til en bredere målgruppe,” siger direktør og ejer af Hvidberg A/S, Flemming Hvidberg.

    På danske knuserpladser lander gamle tegl, nedbrudt beton og andet byggeaffald normalt i samme bunke, uanset om materialet er forurenet eller rent. Derfor ender det forarbejdede affald som et blandingsprodukt af svingende og ofte ukendt kvalitet. Men med sporingsarbejdet kan Hvidberg A/S opnå en finere sortering af affaldet og skabe flere kategorier af slutprodukter til videresalg.

    Sorterings- og knuserpladsen i Struer kommer samtidig til at sætte nye standarder inden for miljøvenlig drift af knuserpladser. Blandt andet skal en membran under jorden forhindre nedsivning til grundvandet, ligesom al overfladevand på pladsen opsamles og genanvendes. Knuserpladsen skal omkranses af volde og træer og bliver på den måde recirkulerende og fri for at belaste kloaksystemer og rensningsanlæg.

    Det kommercielle potentiale og grønne perspektiv er betragteligt og har fået Danmarks Grønne Investeringsfond til at finansiere projektet med et større millionbeløb.

    “Det er utroligt vigtigt, at vi som samfund bliver bedre til at forlænge materialernes levetid, så vi kan omstille os til en mere bæredygtig produktion også i byggebranchen. Her spiller sortering og sporing af affald en stor rolle. Hvidberg går i front på det område, og deres forretningsmodel er et godt eksempel på, hvordan cirkulær økonomi også kan udmønte sig. Det projekt er vi rigtigt glade for at være en del af,” siger Michael Zöllner, direktør i Danmarks Grønne Investeringsfond.

    Flere sorteringer og produktkategorier kræver mere plads, og omtrent halvdelen af finansieringen er derfor øremærket selve etableringen af den nye, 25.000 kvadratmeter store sorterings- og knuserplads. Resten af den grønne kapital går til et nyt Hvidberg-domicil i forlængelse af knuserpladsen. Et domicil, der kan rumme den ventede vækst i medarbejderstaben, som anslås at vokse fra 50 til op mod 80 mand i løbet af de næste fem år.

    Gravearbejdet i Struer er netop indledt, og til foråret begynder udrulningen af den underjordiske membran, der skal beskytte pladsens undergrund. Sorterings- og knuserpladsen forventes i drift fra sensommeren 2019.

    Kontakt:

    Linea Søgaard-Lidell
    Senior kommunikationsrådgiver, Danmarks Grønne Investeringsfond
    22 13 58 55 – lsl@gronfond.dk

    Flemming Hvidberg
    Direktør og ejer af Hvidberg A/S
    40 64 13 46 – fh@hvidbergas.dk.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/millionfinansiering-sikrer-bedre-genanvendelse-af-byggeaffald?releaseId=13562127