PRM / Samuelsen og Tørnæs deltager i FN’s 73. generalforsamling

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    FN’s 73. generalforsamling skydes i denne uge for alvor i gang med lancering af generaldebatten tirsdag den 25. september.

    Udenrigsminister Anders Samuelsen og minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs deltager i den 73. generalforsamling.

    På dagsordenen for udenrigsministerens uge er blandt andet reformer af FN-systemet. Udenrigsminister Anders Samuelsen siger: “I en tid hvor vi står over for nogle meget store udfordringer, skal Danmark være med til at styrke FN’s rolle som en vigtig del af svaret på nutidens og fremtidens konflikter. Det kræver, at FN kan levere effektive, fleksible og relevante svar på de mange konflikter rundt om i verden. Jeg vil under årets generalforsamling blandt andet have fokus på konflikten i Syrien og kampen mod terrorisme, som jo i dén grad er noget der kræver globalt samarbejde.” Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs vil under dette års generalforsamling bl.a. sætte fokus på piger og kvinders ret til at bestemme over deres egen krop. Ulla Tørnæs siger: “Kvinder og pigers ret til at bestemme over noget så basalt som sin egen krop er en fundamental forudsætning for at nå andre rettigheder og muligheder. Det handler om at have reel ret og mulighed for at bestemme, hvem man vil have børn med, hvor mange og hvornår. Det er simpelthen en ret alle bør have. Desværre oplever netop kvinder og pigers seksuelle og reproduktive rettigheder og sundhed i disse år et stort modpres, også fra lande, vi ellers normalt er enige med. Det vil jeg tage op igen under mine møder i FN”

    Danmarks indlæg under generalforsamlingen afgives fredag eftermiddag af udviklingsministeren.

    Kontakt:

    Presserådgiver Marie Dørup Olesen tlf.: +4561979020 email: mardor@um.dk

    Presserådgiver Anne Møller Ege tlf.: +4541532526 email: annemo@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/samuelsen-og-tornaes-deltager-i-fns-73-generalforsamling?releaseId=13561023