Pressemeddelelse fra Dyrenes Beskyttelse
En ny spørgeundersøgelse om kyllingers velfærd viser, at danskerne vil have bedre vilkår for de danske slagtekyllinger. Den massive opbakning vækker glæde hos Dyrenes Beskyttelse.
For lidt plads, gangbesvær, manglende adgang til det fri og enorme flokke på op mod 50.000 individer er nogle af de mange problemer med dyrevelfærd, som danske industrikyllinger lider under. Det får nu danskerne til at sige fra og kræve ordentlige forhold for dyrene. Analysevirksomheden Epinion har undersøgt danskernes holdning til slagtekyllinger, og undersøgelsen viser, at når man oplyser danskerne om de forhold, som danske kyllinger går under, så mener 4 ud af 5, at kyllinger skal have bedre forhold, end de har i dag.
“Vi er meget glade for danskernes opbakning til slagtekyllingernes velfærd. Det er ekstremt dårlige forhold, som mange millioner industrikyllinger lever under i de danske stalde. Danske forbrugere sagde fra over for dårlig dyrevelfærd, da de vendte tomlen ned til buræggene, og jeg håber meget, at den samme udvikling nu vil ske med industrikyllingerne,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.
Sidste år producerede danske landmænd mere end 125 mio. slagtekyllinger, og slagtekyllinger er dermed det landbrugsdyr, der produceres flest af herhjemme. Det anslås, at kun 1-2 pct. af danske slagtekyllinger er såkaldte frikyllinger, som har bedre vilkår. Dermed er det mere end 120 mio. kyllinger, som sidste år led under de mange velfærdsproblemer i den industrielle kyllingeproduktion.
Kyllinge-industrien er ikke gangbar
Ifølge Dyrenes Beskyttelse døjer den intensive kyllingeindustri særligt med, at man har for mange dyr på lidt plads uden adgang til det fri, og at kyllingerne er avlet til at tage meget hurtigere på i vægt, end deres krop kan holde til. 72 pct. af danskerne er ifølge Epinion-undersøgelsen enige i, at kyllingerne har for lidt plads, ligesom 75 pct. mener, at kyllingerne skal have adgang til det fri.
“Der er ikke et gram af dyrevelfærd i den industrielle kyllingeproduktion, og det har danskerne heldigvis forstået. Kyllingerne lever hele deres liv i store haller, hvor de ikke har mulighed for at komme ud, og hvor de bogstavligt talt står oven i hinanden. De er avlet til at vokse så hurtigt, at hverken deres ben eller indre organer kan følge med,” fortæller Britta Riis.
Epinion-undersøgelsen viste også, at mere end halvdelen af de indkøbsansvarlige vil være villige til at betale mere for en kylling, der har haft adgang til det fri.
Uddrag af undersøgelsenUndersøgelsen er udarbejdet af Epinion for Dyrenes Beskyttelse på baggrund af i alt 1.005 gennemførte interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført som en webbaseret undersøgelse på Epinions Danmarkspanel. Interviewene er gennemført i perioden 6. juli – 11. juli 2018.
|
[FAKTABOKS] Problemer i den industrielle kyllingeproduktion
|
Kontakt:
Medievagten i Dyrenes Beskyttelse tlf.: 40841512 email: presse@dyrenesbeskyttelse.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/4-ud-af-5-danskere-slagtekyllinger-skal-have-bedre-vilkar?releaseId=13560980