PRM / Nyt dansk bidrag på 100 mio. kr. til FN’s Fredsopbygningsfond

    Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet

    Udenrigsminister Anders Samuelsen siger: “I en tid hvor det
    internationale regelbaserede system er under pres, skal Danmark være
    med til at styrke den rolle, FN kan spille i konfliktforebyggelse og
    stabilisering. Derfor er jeg glad for, at regeringen har besluttet at
    bidrage med 100 mio. kr. til FN’s Fredsopbygningsfond. Med det her
    bidrag styrker viFN’s evne til effektivt og fleksibelt at sætte ind
    med stabiliseringsindsatser i konfliktramte samfund. Det er i Danmarks
    interesse.”

    Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger: “Det store danske
    bidrag til FN’s Fredsopbygningsfond viser, at vi tager vores del af
    ansvaret for at skabe en sikker og fredelig verden. Det er i klar
    dansk interesse at sikre, at ustabile lande kommer på ret kurs, så de
    f.eks. ikke bliver arnested for terror eller genvej for dem, der søger
    mod Europa. Jeg er samtidig glad for, at FN nu i endnu højere grad end
    tidligere vil fokusere på stabiliseringsindsatser. Det er et område,
    som vi længe har prioriteret fra dansk side.”

    Baggrund
    FN’s Fredsopbygningsfond blev grundlagt i 2005 under Danmarks
    medlemskab af Sikkerhedsrådet. Fonden finansierer på nuværende
    tidspunkt over 200 projekter i 27 lande. Som led i sin reform af
    freds- og sikkerhedssøjlen i FN, ønsker FN’s generalsekretær at
    femdoble Fondens årlige budget og udvide antallet af modtagerlande.
    Fredsopbygningsfonden har ikke et geografisk fokus, men hovedparten af
    finansieringen går til afrikanske lande, hvor der er et højt
    konfliktniveau. Af danske prioritetslande, der har modtaget støtte fra
    Fonden, kan nævnes bl.a. Mali, Somalia, Niger og Myanmar. Det nye
    danske bidrag til Fonden vil dække perioden 2018-2020 og stammer fra
    Udenrigsministeriets og Forsvarsministeriets midler fra Freds- og
    Stabiliseringsfonden. I tillæg til de nye 100 mio.kr. har Danmark
    doneret i alt 118 mio. kr. siden Fondens oprettelse i 2006.

    For yderligere information:

    Forsvarsministeriets pressevagt – tlf.: +45 72 81 04 00

    Kontakt:

    Presserådgiver Anne Møller Ege tlf.: +4541532526 email: annemo@um.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-dansk-bidrag-pa-100-mio-kr-til-fns-fredsopbygningsfond?releaseId=13561020