PRM / TDC Group: Digitale konflikter skader unges sammenhold

    Pressemeddelelse fra TDC Group

    Danske teenagere er blandt de unge i verden, der bruger allermest tid med deres telefoner, tablets og computere, og de har europarekord i tid brugt på computerspil. Men desværre er der også mange unge, der oplever en alt for hård tone på de sociale medier og når de gamer.

    En undersøgelse foretaget af Epinion for Danske Skoleelever og TDC Group i 2017 viser, at 47 pct. af eleverne i udskolingen oplever, at digitale konflikter finder vej til den fysiske hverdag i skolen, hvor de påvirker fællesskabet i klassen negativt.

    – Når de unge hele tiden er i kontakt med hinanden digitalt, så siger det sig selv, at når kommunikationen går skævt online, mærkes det også offline. I TDC Group vil vi gerne modarbejde, at den hårde tone på sociale medier og i gaming fører til dårligere trivsel blandt de unge ved at få skabt en mere positiv onlinekultur, siger Jens Aaløse.

    – På Ungdommens Folkemøde sætter vi ord på de udfordringer, som den hårde digitale tone kan have for de unge, men på sigt også for samfundet. Det er de netop unge, der i fremtiden skal føre de digitale fællesskaber videre, og vi vil derfor også give dem muligheden for at definere, hvordan fællesskabet skal udvikle sig og fungere, og vi sørger for, at deres gode råd efterfølgende kan blive brugt af mange andre unge. At sikre gode digitale fællesskaber er en høj prioritet hos os, både nu og i fremtiden, siger Jens Aaløse, koncerndirektør, TDC Group.

    Unge skal sætte retningen for fremtidens digitale fællesskaber
    På Ungdommens Folkemøde tilbyder TDC Group de unge at deltage i en række debatter, hvor digitalisering, gaming, piger i tech, fællesskab og sociale spilleregler online sættes på dagsordenen.

    Her vil man kunne opleve en række spændende personligheder som f.eks. radio- og tv-værten Esben Bjerre, folketingsmedlem Ida Auken (Radikale Venstre), Sara Frost, der er vært på “Alle Gamer”, samt eksperter i gaming og vores digitale liv som Christian Mogensen, Thomas Vigild og Jens Christian Ringdal. Alle debatterne er udviklet i tæt samarbejde med TDC Groups mangeårige samarbejdspartner ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation.

    Derudover inviterer TDC Group til en workshop, som afholdes i samarbejde med Danske Skoleelever, hvor de unge skal give input til initiativet “WiFive”, der skal løfte den digitale dannelse blandt skoleelever. Her skal deltagerne bidrage med gode råd til andre unge om, hvordan man kan sikre det gode fællesskab online – alt sammen formuleret ved hjælp af emojis.

    Thomas Skov er vært og ordstyrer for alle TDC Groups arrangementer, der finder sted i telt A18, hvor man også kan oplade mobilen, høre musik, teste sin digitale personlighed og prøve kræfter med forløberne for nutidens gaming, nemlig arkadespil som PacMan og Donkey Kong. TDC Group er desuden netværkspartner for Ungdommens Folkemøde og leverer i den forbindelse ekstraordinær mobildækning samt trådløse hotspots med adgang til WiFi rundt omkring på festivalpladsen.

    Lørdag den 8. september er det TDC Groups mangeårige samarbejdspartner Børns Vilkår, der fylder rammerne ud i TDC Groups telt, bl.a. med debatten “Generation FOMO”, hvor Børns Vilkår sætter danskernes digitale liv til debat ud fra konkrete cases med TV-vært Bubber og pokerspiller Gustav ‘Gus’ Hansen.

    Kontakt:

    Pressekontakt TDC Group Communications tlf.: 70203510 email: tdcpresse@tdc.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/tdc-group-digitale-konflikter-skader-unges-sammenhold?releaseId=13479066