PRM / Fabian Cancellara kører med skadede danske veteraner

    Pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund

    Han er tidligere verdensmester i enkeltstart og har flere Tour de France etape-sejre bag sig. Nu skal Fabian Cancellara cykle 7. etape i Ride4Rehab fra Fredericia til Slagelse den 3. september.

    Det er DIF Soldaterprojekt, der står bag cykeleventet Ride4Rehab, som har indgået et samarbejde med Fabian Cancellara,

    Ride4Rehab er et etape-cykelevent for psykisk og fysisk skadede soldater, hvor omkring 45 veteraner med PTSD (posttraumatisk stress) er klar i sadlen sammen med en række kendte politikere, sportsfolk og mediepersoner, som bakker op om løbet og sagen

    Der cykles ni etaper igennem Danmark i perioden 28. august til 5. september med start i Frederikshavn og mål i København på Flagdagen for Danmarks udsendte.

    ” I am thrilled to be part of Ride4Rehab. Sport can help to get your mind off the terrible things experienced whilst deployed. I hope riding a bike can help to be reintegrated back home,” siger Fabian Cancellara.

    Ride4Rehab blev senest afviklet i 2013 for fysisk skadede veteraner. I år inkluderer projektet alle skadede veteraner herunder psykisk skadede veteraner.

    “Vi har desværre mange soldater i Danmark, der er blevet ramt hårdt psykisk efter at have været i krig, og den gruppe er måske også blevet glemt lidt. I DIF Soldaterprojekt er fokus nu på de psykisk skadede veteraner, og vi prøver ved hjælp af idræt og fællesskaber at skubbe dem i en rigtig retning igen. I cykeleventet Ride4Rehab får veteranerne en udfordrende oplevelse for livet under trygge og organiserede idrætsrammer, og vi ser frem til nogle spændende dage på landevejene,” siger Rune Oland Tanggaard, der er projektleder på DIF Soldaterprojekt.

    Ud over deltagelsen af Fabian Cancellara, så får de 45 skadede veteraner følgeskab på etaperne af en lang række kendte politikere, sportsfolk og mediepersoner.

    Listen tæller i skrivende stund blandt andre Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen (S), beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), formand Kristian Thulesen Dahl (DF), badmintonspiller Peter Gade, håndboldspiller Lars Jørgensen, triatlet Rasmus Henning, OL-bryder Mark O. Madsen, DR-studievært Mark Stokholm og TV2-studievært Mikael Kamper.

    Etaperne i ‘Ride4Rehab’ er fordelt således:
    Etape 1: 28.8: Frederikshavn – Aalborg
    Etape 2: 29.8: Aalborg – Skive
    Etape 3: 30.8: Skive – Holstebro
    Etape 4: 31.8: Holstebro – Nymindegab
    Etape 5: 1. 9: Nymindegab – Haderslev
    Etape 6: 2. 9: Haderslev – Fredericia
    Etape 7: 3.9: Fredericia – Slagelse
    Etape 8: 4.9: Slagelse – Høvelte
    Etape 9. 5.9: Høvelte – København (Kastellet)

    Om DIF Soldaterprojekt

    DIF Soldaterprojekt henvender sig til alle skadede veteraner. Projektperioden løber frem til den 31. december 2019.

    DIF har sammen med Forsvarsministeriet bevilget henholdsvis 2,4 og 4,3 millioner til projektet. Events og aktiviteter gennemføres med støtte fra fonde.

    Evalueringen af første projektperiode fra 2011-2016 viste, at 80 procent af deltagerne har udtrykt, at deltagelsen har givet dem en forbedring i deres livsvilkår generelt. Flere end 50 procent af de skadede veteraner tog desuden en civil drejning i form af uddannelse eller arbejde.

    Læs mere på: www.difsoldaterprojekt.dk/

    Kontakt: Andreas Carlsen, konsulent i DIF Soldaterprojekt: 21 46 68 62, acn@dif.dk

    Kontakt:

    Redaktør Jacob Andersen tlf.: 43262029 / 24411213 email: jaa@dif.dk skype: jacob.bech.andersen

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fabian-cancellara-korer-med-skadede-danske-veteraner?releaseId=13295145