PRM / 7. AUGUST 2018: Forkæmper for forebyggelse af kræft: Anne Tjønneland fylder 60 år

    Pressemeddelelse fra Kræftens Bekæmpelse

    I forskerkredse er Anne Tjønnelands navn velkendt. Hun er blandt verdens en procent mest citerede forskere inden for sit felt og har sit navn på over 1.000 videnskabelige tidsskrifter.

    Selv de danskere, der ikke kender hendes navn, kender formentlig til hendes arbejde. Det er nemlig takket være Anne Tjønnelands forskning, at vi i dag ved, at alkohol øger risikoen for brystkræft, og at fuldkorn kan forebygge tarmkræft. Viden, som har haft betydning for de anbefalinger, som sundhedsmyndighederne sender ud, blandt andet i form af råd om kost og livsstil.

    Det er især med de to store befolkningsundersøgelser ‘Kost, kræft og helbred’ og ‘Kost, kræft og helbred – næste generationer’, at Anne Tjønneland har sat et varigt aftryk på vores viden om årsagerne til kræft. Takket være disse undersøgelser har forskerne viden om danskernes vaner, livsstil, sundhed og sygdom, som strækker sig over tre generationer. Det er forskning, der er enestående på verdensplan – og ser man på kvaliteten af resultaterne, er undersøgelserne i en liga helt for sig selv.

    Lang karriere hos Kræftens Bekæmpelse

    Anne Tjønneland er uddannet læge – noget hun har vidst hun ville være, lige fra hun var lille. Hun ville gøre en forskel for mennesker.

    Indenfor lægefaget har hendes interesse altid været forskning, primært på grund af de muligheder, som området giver:

    – Der sker en konstant udvikling indenfor forskning. Vi får hele tiden ny viden, og der bliver udviklet nye metoder, som muliggør ny forskning, siger Anne Tjønneland.

    Hovedparten af Anne Tjønnelands forskning er udført hos Kræftens Bekæmpelse. Hun blev ansat i organisationen 1. december 1988 på et projekt, der skulle afprøve metoder til Kost, Kræft og Helbred-projektet.

    Forskning viser vej til et sundt liv

    I dag er Anne Tjønneland mormor til tre børnebørn og har en alder, hvor nogle begynder at tænke på seniorordninger og deltid. Men der er Anne Tjønneland slet ikke endnu. Hun arbejder stadig for fuld tryk som forskningsleder – dog med en balance, så hun stadig har tid til at hente børnebørn og bruge tid med familien.

    Privat bor Anne Tjønneland i Gentofte sammen med sin mand Steen, som er ingeniør, og sammen har de tre børn – Mette, Mikala og Morten.

    De mange års arbejde med forebyggende forskning og den store viden om, hvordan man bevarer sin sundhed, har også smittet af på Anne Tjønnelands egne valg. Hun spiser ikke kød fra firbenede dyr, men til gengæld masser af fuldkorn og grønt. Desuden står motion højt på det daglige program – morgenen starter med en halv times yoga, inden hun tager cyklen ind til kontoret på Østerbro. Desuden bliver løbeskoene snøret to til tre gange om ugen.

    Og motionen gavner både sundheden og de gode ideer, for udover sparring med forskningskolleger, er det ofte på en cykeltur eller en løbetur, at ideerne til ny forskning dukker op.

    Personlig forebyggelse

    Selv om vi i dag har en stor viden om, hvordan vi forebygger kræft, er der stadig mange muligheder for fremtiden, mener Anne Tjønneland. Hun mener, at de gevinster, der ligger i at forebygge kræft, er mindst lige så store som de fremskridt, der ofte bliver hyldet indenfor behandlingen:

    – Jeg mener, at der ligger et stort uudnyttet potentiale i vores muligheder for at forebygge kræft, og jeg tror, at vi i fremtiden bliver langt bedre til at skræddersy forebyggelse til den enkelte – lige som man i mange år har talt om individuel behandling. Den viden, vi skal bruge til individuel forebyggelse, kommer i takt med, at vi får mere viden om, hvad vores gener, bakterierne i vores tarmsystem og forskellige biomarkører i blodet fortæller om vores helbred og risiko for at blive syge, siger Anne Tjønneland.

    Foto: Tomas Bertelsen

    Kontakt:

    Anne Tjønneland, forskningsleder ved Kræftens Bekæmpelse, e-mail: annet@cancer.dk, mobil: 40 11 04 46

    Lise Bondesen, journalist ved Kræftens Bekæmpelse, e-mail: lisbo@cancer.dk, Tlf.: 3325 7520, Mobil: 3132 6353

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/7-august-2018-forkaemper-for-forebyggelse-af-kraeft-anne-tjonneland-fylder-60-ar?releaseId=13202503