PRM / Årets lokale karer kåret

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Coop og landets største kokkekonkurrence Sol over Gudhjem har siden nytår været på jagt efter de bedste lokale produkter i Danmark inden for mad, drikke og konfekture. Jagten er nu kulmineret med kåringen af vinderne: Havtorn-producenten Høstet fra Nexø, Læsk fra Hørsholm og Svenningsen – The Nordic Chocolatier.

    Produktprisen gives til produkter, der med en god historie, en særlig råvare og unik oprindelse kan give forbrugerne nye og spændende smagsoplevelser. 79 produkter fra hele landet er blevet smagt og testet, og 9 producenter blev udvalgt til at dyste om Produktprisen 2018.

    Formålet med Produktprisen 2018 er at påskønne innovative løsninger i udviklingen af lokale produkter inden for mad, drikke og konfekture og være med til at synliggøre gode eksempler på, hvordan innovation og nytænkning kan betyde alverden for et lokalt produkt. Finalerunden foregik som led i den officielle afholdelse af kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem på Bornholm den 23. juni 2018, der blev vundet af kokken Dak Wichangoen fra restaurant Kiin Kiin.

    Et kæmpe skulderklap Høstet, Læsk og Svenningsen får hver en kontant præmie på 5.000 kroner, møde med Coop om eventuelt fremadrettet samarbejde, mulighed for at testsælge finaleproduktet i udvalgte Coop-butikker og omtale på Coops og Sol over Gudhjems sociale medier. Og Peter Svenningsen – manden bag pålægschokolade med stjerne anis og peberrod – er stolt over prisen:

    “Jeg er rigtig glad og stolt over at vinde Produktprisen 2018. Jeg har altid ment, at der manglede en voksenudgave af pålægschokolade, så jeg håber naturligvis, at der er et marked for det. Det må tiden jo vise. Men at vinde Produktprisen er naturligvis et stort klap på skulderen”.

    Danmark boomer af iværksætteri

    Danske varer er i høj kurs og Coop vil gerne kunne tilbyde forbrugerne et endnu bredere udvalg af danske kvalitetsvarer. Det glæder Hanna Schaldemose, fødevarekonsulent i Coop:

    “Den gode historie og det gode håndværk er med til at drive interessen for lokale madvarer blandt forbrugerne. De vil gerne vide, hvad de spiser, og hvor råvarerne kommer fra. De mange produkter, vi har smagt, testet og nu kåret vidner om, at kreativitet, iværksætteri og lyst til at udvikle nye produkter blomstrer i Danmark. Produktprisen er for os en mulighed for at opdage nye, lokale produkter, som måske har levet en skjult tilværelse, men som i høj grad fortjener at komme frem i rampelyset”.

    Download billeder af de tre vinder-produkter


    KONTAKT


    Kokkekonkurrencen Sol over Gudhjem Mads Marschall T: +45 21 61 42 23 M: info@sogk.dk
    Coop

    Hanna Schaldemose

    Fødevarekonsulent, Lokale varer

    T: +45 51593542

    M: Hanna.schaldemose@coop.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/arets-lokale-karer-karet?releaseId=13113017