Pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet
Ni projekter skal være med til at sprede gode erfaringer med at have udsatte borgere ansat de næste to år. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) har nu udmøntet første runde af ansøgningspuljen “Udbredelse af virksomheders sociale ansvar” på 14,3 mio. kroner for perioden 2018-2019.
Projekterne skal hjælpe mange forskellige målgrupper og er spredt ud over hele landet. De er blandt andet rettet mod ledige med minimum et års sammenhængende ledighed, kvinder med anden etnisk baggrund end dansk og personer med Autisme Spektrum Forstyrrelse. Det er både private virksomheder, professionelle idrætsklubber, konsulentvirksomheder, virksomhedsnetværk, nonprofitorganisationer samt andre aktører og fagforeninger, som står bag.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:
“Det går godt i Danmark, og det er vigtigt, at vi udnytter de gode tider til at få endnu flere til at være en del af det arbejdende fællesskab. Her er der tale om en gruppe borgere, der generelt har svært ved at få job, så jeg glæder mig til at se, hvordan de forskellige projekter lykkes med at få dem tættere på arbejdsmarkedet.”
I satspuljeaftalen for 2018 blev der i alt afsat 45 mio. kroner til indsatsen “Udbredelse af virksomheders sociale ansvar” i årene 2018-2021.
I efteråret 2019 udmeldes de resterende 30 mio. kroner for perioden 2020-2021.
Kontakt:
Beskæftigelsesministeriet:
Pressevagt: 51232830
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nye-projekter-skal-udbrede-gode-erfaringer-med-ansaettelse-af-udsatte-borgere?releaseId=13106207