PRM / Få en historisk lav husleje i verdenskendt dansk boligkvarter

    Pressemeddelelse fra BoligPortal

    I centrum af Aarhus, tæt på uddannelsesinstitutioner og med Botanisk Have som nabo, har et helt boligkvarter stået ubeboet hen de seneste 104 år. Det bliver der nu lavet om på, for snart kan du blive den heldige lejer af eksempelvis et bindingsværkshus med støbejernskomfur til en månedlig husleje på 30 kroner eller et kollektiv fra 1970’erne til 350 kroner om måneden.

    De usædvanlige lejeboliger har adresse i frilandsmuseet Den Gamle By, og de bliver udlejet som en del af et nyt samarbejde med udlejningssiden BoligPortal. Samarbejdet er et forsøg på at løse den store mangel på lejeboliger i de større byer, heriblandt Aarhus. Lejeboligerne vil blive udbudt til huslejepriser, der svarer til boligens historiske periode, og derfor vil de kommende lejere tilmed få en lejebolig væsentligt under markedsprisen.

    – Der er stort pres på lejeboligmarkedet, og vi oplever særligt efterspørgsel på lejeboliger til studievenlige priser. Derfor ser vi samarbejdet med Den Gamle By som en ideel måde at inddrage nogle attraktive og ubrugte boligkvadratmeter – og så endda til Danmarks måske billigste husleje, siger Anders Hyldborg, der er adm. direktør for BoligPortal.

    For at komme i betragtning til en af lejeboligerne i Den Gamle By, er der dog en række særlige betingelser til lejeren, fortæller Den Gamle Bys museumsdirektør.

    – Vi er glade for at være med til at lette noget af presset på lejeboligmarkedet, men man må ikke glemme, at det jo er en museumsbolig, lejeren flytter ind i. Det betyder, at lejeren skal bære tidens tøj og være indstillet på at få besøg af museumsgæster i Den Gamle Bys åbningstid, siger museumsdirektør Thomas Bloch Ravn.

    De historiske lejeboliger vil blive annonceret på BoligPortal d. 1. april 2018.

    Kontakt:

    Pressekontakt Paulina Malanowicz tlf.: 21355393 email: pam@boligportal.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fa-en-historisk-lav-husleje-i-verdenskendt-dansk-boligkvarter?releaseId=12545429