Trump beskylder Clinton for at være pumpet op på stoffer


    I et nyt personangreb beskylder Republikanernes præsidentkandidat i USA, Donald Trump, sin modstander, Hillary Clinton, for at “være pumpet op” på præstationsfremmende midler under den seneste tv-duel mellem de to.

    Trump siger, at de begge derfor bør testes for indtagelse af stimulanser, inden de næste gang skal duellere.

    – Vi bør testes, siger Trump under et valgmøde i New Hampshire, fremgår det af BBC’s hjemmeside.

    Han kom ikke med beviser for sin påstand, om at Clinton i begyndelsen af den 90 minutter lange debat var “pumpet op”. Og da den sluttede, var Clinton ifølge Trump “knap nok i stand til at gå til sin bil”.

    Trump nævner intet om, hvorvidt Clinton skulle have indtaget medicin, doping eller narko for at have fremmet sin egen præstation.

    Donald Trump har i lang tid hævdet, at Hillary Clinton ikke har den fysiske formåen eller udholdenheden til at være USA’s præsident.

    Trump antyder ved vælgermødet i New Hampshire også, at såfremt Clinton bliver præsident, skyldes det valgsvindel.

    Udfaldene kommer i kølvandet af, at flere kvinder har beskyldt Trump for seksuelle tilnærmelser og overgreb. Desuden er Trump i en videooptagelse blevet afsløret i at tale vulgært om kvinder generelt.

    Trump har fejet alle beskyldninger til side og beskylder flere medier for at have rottet sig sammen for at forhindre ham i at vinde præsidentvalget.

    I flere meningsmålinger mister Trump terræn i forhold til Clinton i takt med de mange uheldige sager.

    Donald Trump omtaler konsekvent Demokraternes præsidentkandidat som “crooked Hillary” (uærlige, red.). Et skældsord som hans tilhængere ofte reagerer på ved at råbe “spær hende inde”.

    Han har tidligere også beskyldt hende, samt præsident Barack Obama, for at være medstiftere af Islamisk Stat.

    Under den seneste debat sagde Trump desuden, at han vil sende Clinton i fængsel, hvis han bliver præsident.

    Den tredje og sidste direkte debat inden valget 8. november finder sted på onsdag i Las Vegas.

    /ritzau/