Passagerfly evakueret efter brand i ny Samsung-telefon


    Samsung har tilsyneladende ikke fået løst problemet med, at firmaets nyeste telefon kan bryde i brand.

    Onsdag måtte kaptajnen på et amerikansk passagerfly således beordre alle evakueret, da en Samsung Galaxy 7 Note-telefon begyndte at udsende røg i kabinen.

    – Alle passagerer og besætningen forlod flyet roligt og sikkert via kabinedøren, oplyser luftfartsselskabet Southwest Airlines.

    Umiddelbart efter lanceringen af Galaxy 7 Note i sidste måned tilbagekaldte sydkoreanske Samsung omkring 2,5 millioner enheder. Det skete efter flere tilfælde af, at mobilen pludselig brød i brand.

    Årsagen menes at være ustabile batterier.

    Samtidig bad Samsung sine kunder om at stoppe med at bruge telefonen.

    Meldingen fik den amerikanske luftfartsmyndighed Federal Aviation Administration (FAA) til at udsende en advarsel.

    Passagerer blev rådet til ikke at tænde eller oplade den pågældende model om bord på fly.

    FAA advarede også mod at pakke telefonen ned i den bagage, der havner i flyets lastrum.

    I Australien har tre selskaber forbudt passagerer at bruge eller oplade Samsung-mobilen under flyvninger.

    Ved udgangen af september havde omkring 60 procent af de amerikanske købere af Galaxy 7 Note udskiftet deres apparater, skriver AFP.

    Mobilen, som begyndte at udsende røg i flyet, var blevet ombyttet for to uger siden til en ny. Det oplyser telefonens ejer til ABC News.

    Apparatet var så beskadiget, at brandfolk i lufthavnen i Louisville ikke umiddelbart kunne fastslå, hvad det var for en model. Det måtte ejeren selv oplyse.

    Passageren fortæller, at han havde slukket apparatet, inden flyet skulle lette. Samsung vil nu kigge nærmere på telefonen.

    – Før vi får enheden, kan vi ikke bekræfte, at denne hændelse involverer den nye Note 7, oplyser selskabet ifølge ABC News.

    FAA har ifølge Reuters bekræftet, at det var en mobil fra Samsung, der var årsag til røgen på flyet.

    /ritzau/