EU-parlamentariker er dybt skuffet over hemmelige blyantspenge

    Det er en skændsel og et demokratisk problem, når medlemmer af Europa-Parlamentet får et stort tillæg, som de i princippet kan stikke i egen lomme uden at dokumentere udgifter, mener parlamentsmedlem Rina Ronja Kari.

    EU-Domstolen har tirsdag fældet dom i spørgsmålet om tillægget, der kaldes blyantspenge. Dommen fastholder, at parlamentarikere kan bruge pengene uden dokumentation.

    – Jeg er dybt skuffet over den dom. Jeg havde håbet, at EU-Domstolen kunne hjælpe til, så vi kunne få noget gennemsigtighed. Men nok engang har de bare blåstemplet et system, der er totalt lukket for offentligheden, siger Rina Ronja Kari fra Europabevægelsen mod EU.

    Blyantspenge er et af flere tillæg. Det har en størrelse på 33.000 kroner om måneden. Det skal dække udgifter til blandt andet rejser, kontorartikler og måltider.

    Rina Ronja Kari ønsker ikke tillægget afskaffet. Men hun kræver mere åbenhed.

    – Så kan vi få en demokratisk debat om, hvorvidt det er fornuftigt, at vi får disse penge, siger parlamentarikeren.

    Hun mener, at “EU-parlamentarikere får for mange penge”. Men det er ikke specielt blyantspengene, der er problemet. Det er manglen på gennemsigtighed og kontrol, understreger hun.

    En række journalister fra EU-lande havde rejst kravet om mere gennemsigtighed ved EU-Domstolen.

    Det skete, efter at Europa-Parlamentet havde afvist at udlevere informationer om pengene.

    /ritzau/