Venstre efter aflivet borgfred: S tog 1300 årsværk fra Skat

    – Det her er rendyrket S-hykleri.

    Sådan lyder det fra Venstres politiske ordfører, Britt Bager, efter at Socialdemokratiet søndag ophævede borgfreden om skattevæsnet.

    Borgfreden har skullet sikre arbejdsro til genopretningen efter de mange skandaler i Skat, som har kostet skatteborgerne milliarder af kroner.

    Men oprydningen går for langsomt, mener Socialdemokratiet.

    Derfor vil man ikke længere frede statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) regering, lyder det fra politisk ordfører, Nicolai Wammen.

    Han nåede knapt at aflive borgfreden, før Socialdemokratiet selv er under beskydning fra Venstre:

    – Da socialdemokraterne og Mette Frederiksen sidst var i regering, skar de antallet af medarbejdere med over 1300 årsværk og efterlod skattevæsnet i et kæmpemæssigt rod.

    – Vi har i regeringen arbejdet målrettet med at genopbygge og styrke skattevæsnet, siger Britt Bager.

    Venstres tidligere skatteminister og nuværende finansminister Kristian Jensen får af Nicolai Wammen hovedansvaret for skandalerne.

    Men Venstre mener til gengæld, at ansvaret ligger hos Socialdemokratiet selv:

    – Det her er rendyrket S-hykleri. Vi er i fuld gang med at rydde op efter fem røde skatteministre fra tre partier på fire år under Helle Thorning og Mette Frederiksen, siger Britt Bager.

    Hun henviser til, at de mange ministerrokader under SRSF-regeringen førte til en usædvanlig kort ministerperiode for de skiftende skatteministre.

    Første mand i stolen var daværende SF’er Thor Möger Pedersen, som nu er afdelingschef for Socialdemokratiets politiske afdeling.

    Han blev efterfulgt af SF’s Holger K. Nielsen. Han gav posten videre til partifællen Jonas Dahl, der var skatteminister i halvanden måned, inden De Radikales Morten Østergaard tog over.

    Østergaard gav posten videre til Socialdemokratiets Benny Engelbrecht.

    Det er fortsat ikke afklaret, om Kristian Jensen eller de skiftende ministre under Thorning-regeringen bærer størstedelen af ansvaret for de mange skandaler i Skat.

    Det spørgsmål er nu ved at blive undersøgt af en Skattekommission, som partierne på Christiansborg nedsatte sidste år.

    Sideløbende har regeringen og Folketingets partier aftalt en række skridt, der skal give skattevæsnet mulighed for igen at kunne opkræve korrekt skat, siger Britt Bager.

    – Der er ansat 1000 ekstra medarbejdere, og vi er ikke færdige endnu, siger hun.

    – Samtidig vil vi med vores finanslov for 2019 tilføre endnu flere penge, så regeringen samlet vil have investeret 13 milliarder kroner i det nye skattevæsen.

    Socialdemokratiet har på sin side foreslået, at der oprettes flere skattecentre, og at skattevæsnet tilføres yderligere 1000 medarbejdere.

    /ritzau/