Efter frifindelse: Vi har efterforsket efter alle kunstens regler

    En stor sag om påstået bedøvelse og gruppevoldtægt af en 19-årig kvinde endte fredag med frifindelse.

    Retten i Herning fandt det ikke bevist, at fire mænd havde tvunget kvinden til at sluge en sløvende pille, tvunget hende til at udføre oralsex og stukket forskellige genstande op i hendes underliv.

    Anklager Iben Ernst Bøttker fra Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi lægger ikke skjul på, at hun er overrasket.

    – Det er en dom, der overrasker os meget. Men vi må tage til efterretning, at der ikke er dømt for hovedforholdet, siger hun.

    Sagen var rejst som en nævningesag med påstand om mindst fire års fængsel og udvisning til tre af de tiltalte, der ikke er danske statsborgere.

    En af de tiltalte, en 22-årig mand med afghansk baggrund, blev idømt et år og fire måneders fængsel samt betinget udvisning for voldtægt af en tidligere kæreste tilbage i 2013.

    De tiltalte har hele tiden nægtet sig skyldige i hovedforholdet og forklaret, at de havde seksuelt samkvem med kvinden, men at det skete frivilligt.

    Anklageren mener ikke, at politi eller anklagemyndighed kunne have gjort yderligere for at løfte bevisbyrden.

    – Jeg mener, vi har efterforsket efter alle kunstens regler. Det er en sag på næsten 2500 sider, der er afhørt 37 vidner, og sagen har forløbet over ni retsdage, siger Iben Ernst Bøttker.

    Flere af mændene filmede det seksuelle samkvem med kvinden. Retten har set disse film. Men man har ikke fundet det bevist, at den seksuelle aktivitet fandt sted, mens kvinden var hensat i en form for passiv tilstand.

    – Det er utroligt vanskelige sager, siger Iben Ernst Bøttker om den slags sager, der handler om anklager om såkaldt “drugrape”.

    Hun hæfter sig ved, at der blandt de tre dommere og seks nævninger har været uenighed om skyldsspørgsmålet, og at afgørelsen har været snæver.

    – Jeg mener, vi har gjort det rigtige ved at rejse denne sag. Vi kan jo også se, at tre dommere og tre nævninger ville dømme. Men når ikke fire nævninger vil dømme, så sker der frifindelse. Det er så sket her, siger hun.

    Tre af de tiltalte blev idømt dagbøder for at have delt krænkende billeder af samkvemmet med kvinden.

    De valgte alle at modtage dommen, og alle kunne forlade retten som frie mænd.

    Den 22-årige, der blev idømt et år og fire måneders fængsel, blev også løsladt, idet han har siddet varetægtsfængslet siden december sidste år.

    Det er nu op til Statsadvokaten at afgøre, om byrettens dom skal ankes til landsretten.

    /ritzau/