Kina sender forhandler til USA for at dæmpe handelskrig

    Kina vil sende en forhandler til USA sidst i august for at genoptage handelssamtaler mellem de to lande.

    Det oplyser det kinesiske handelsministerium torsdag. Ministeriet oplyser i øvrigt, at det er USA, der har inviteret til mødet.

    Det er det første offentlig møde mellem parterne i adskillige uger.

    Kinas vicehandelsminister Wang Shouwen, der også fungerer som repræsentant for internationale handelsforhandlinger, skal mødes med David Malpass, en embedsmand fra USA’s finansministerium, fremgår det af en udtalelse.

    Her skal de forsøge at lægge en dæmper på den handelskonflikt, der er taget til inden for de seneste uger.

    – Fra kinesisk side vil vi gerne gentage, at vi er imod gengældelser og tiltag, der indskrænker handel, lyder det fra Kinas handelsministerium.

    – Kina byder dialog og kommunikation velkommen med udgangspunkt i gensidighed, lighed og integritet, skriver ministeriet.

    USA’s handelsminister, Wilbur Ross, holdt samtaler med Kinas vicepremierminister Liu He i juni. De samtaler førte dog ikke meget med sig og var ikke i stand til at dæmpe handelskonflikten mellem de to lande.

    I kølvandet på torsdagens nyhed om et forestående møde mellem USA og Kina var der straks positive reaktioner på det kinesiske aktiemarked.

    /ritzau/