Tommy Ahlers vil klæde uddannelser teknologisk på

    Teknologi er ikke længere et lille hjørne af samfundet. Det er en kerne i alt, vi gør. Det bør videregående uddannelser afspejle.

    Sådan lyder det fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V), der torsdag indleder sit første større initiativ som minister.

    Ifølge ham spiller uddannelsernes brug af teknologi en central rolle i forhold til at klæde en ny generation på til arbejdsmarkedet.

    – Derfor er det vigtigt, at eksempelvis de humanistiske og samfundsmæssige uddannelser får det ind som et grundelement.

    – Hvis ikke, er jeg ikke bare bange for, at vi sakker bagud i forhold til, at vi ikke ser muligheder. Jeg er også bange for, at vi kommer til at begå nogle store fejltagelser i forhold til, hvordan vi forholder os til teknologi, siger han.

    Ahlers beder derfor uddannelserne byde ind med de konkrete erfaringer, de har med teknologi, og de barrierer, de oplever.

    Initiativet skal munde ud i en handlingsplan for digitale teknologier på de videregående uddannelser i det nye år.

    Ifølge ministeren nytter det ikke noget, at idéerne kun kommer fra indersiden af Christiansborg. Uddannelserne skal selv på banen.

    Han håber på at styrke brug af teknologi i undervisningen, men også på at levere det, der forventes af eleverne, når de er færdige.

    Forventningen fra erhvervslivet må være, at de studerende har en grundlæggende forståelse for teknologi, når de er færdige, mener Ahlers.

    Det gælder om at forstå og bruge teknologi, men også om at være kritisk over for den.

    – Teknologi er ikke kun en motorvej af fantastiske muligheder, der er også mange faldgruber, siger ministeren.

    Et sted, der har gode erfaringer at dele, er Københavns Professionshøjskole, hvor man har lavet et praksis- og innovationshus.

    Det har et minihospital, en borgerlejlighed og et træningslaboratorie, fortæller Randi Brinckmann, der er dekan ved Det Sundhedsfaglige Fakultet.

    – Det er et hus, som vi har indrettet for at give de studerende mulighed for at simulere anvendelsen af teknologi, siger hun.

    Men dekanen oplever også udfordringer på den teknologiske front.

    For det første kan det være svært for undervisere at holde sig opdateret, når udviklingen går så stærkt, fortæller hun.

    Men det kan også være vanskeligt som uddannelsesinstitution at anskaffe sig de nyeste teknologier hele tiden.

    /ritzau/