Røgfri skole vedtaget i København

    I Københavns Kommune er det onsdag en realitet, at der i løbet af næste år bliver forbudt at ryge i skoletiden. Et flertal i Københavns Kommune har vedtaget, at det ligesom i Gladsaxe, Sydjurs, Aalborg og Randers, skal være forbudt at ryge i skoletiden.

    Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse. Tre skoler i København har allerede indført det, og nu skal resten følge trop.

    Det er i forvejen forbudt at ryge på skolerne, og derfor udtrykker Skolelederforeningen i København over for Politiken forvirring over forslaget.

    Formand Jeanne Jacobsen, som også er skoleleder på Tove Ditlevsens Skole siger til Politiken, at hun synes, det er en mærkelig regel, hun og hendes kollega skal håndhæve.

    – Vi har jo i forvejen et forbud mod at ryge på matriklen. Har man udetilladelse, så er det rigtigt, ja, så kan de gå udenfor matriklen og ryge. Men hvad skal vi så gøre? Skal lærerne løbe ud og lede efter dem for at se, om de ryger? Skal vi lugte til dem? Det er en meget mærkelig idé, siger hun til Politiken.

    Modsat støtter elevernes organisation Danske Skoleelever vedtagelse af forbuddet.

    – Skolen er ikke kun et sted med undervisning. Eleverne skal også have de bedste rammer for en sund udvikling. 40 børn begynder at ryge hver dag, og hver 5. elev begynder at ryge i skolen, siger formand Sarah Gruszow Bærentzen i en pressemeddelelse fra Københavns Kommune.

    Også Kræftens Bekæmpelsen glæder sig og håber andre følger Københavns eksempel.

    Der er ingen fastlagte sanktioner i forslaget, som lægger op til, at den enkelte skolebestyrelse selv skal beslutte, hvad et brud på rygereglerne får af konsekvenser.

    Også Odense Kommune vil forbyde rygning i skoletiden senest før sommeren 2019, har Politiken tidligere skrevet.

    /ritzau/