Defekte bremser bør koste klækkelige bøder

    Otte af 11 busser blev for nylig taget for fejl, da de skulle køre passagerer til musikfestivalen Smukfest ved Skanderborg.

    Nu vil regeringspartierne anført af transportminister Ole Birk Olesen (LA) og Dansk Folkeparti skærpe bøder for busser, lastbiler og påhængskøretøjer med defekte bremser samt kritiske fejl på hjulophæng og styretøj.

    – Sikkerheden skal være i orden, siger Ole Birk Olsen i en skriftlig kommentar.

    – Og når det viser sig, at så mange busser kører rundt med alvorlige fejl på bremser, hjulophæng og styretøj, så fortæller det mig, at bøderne ikke er høje nok

    Færdselsstyrelsen tjekker løbende køretøjerne, ligesom politiet sidste sommer undersøgte busser ved fodboldstævnet Dana Cup og senest var ude at tjekke busser ved Smukfest.

    Ved Dana Cup blev adskillige busser fanget i politiets razziaer.

    Ole Birk Olesen har bedt Færdselsstyrelsen se nærmere på kontrollen ved Smukfest. Det skal tjekkes, om der er behov for at skærpe kontrollen med synshallerne.

    Nu koster defekte bremser chaufføren 1000-1500 kroner. Vognmanden må slippe mellem 1000 og 3000 kroner.

    Partierne vil hæve bøderne til 5000 kroner for chaufføren og 10.000 kroner for ejeren. Hvis de gentagne gange bryder reglerne, så forhøjes bøden.

    Det kræver, at færdselsloven skal ændres. Ændringen ventes at træde i kraft 1. juli 2019.

    /ritzau/