To hjemløse forsøgt brændt ihjel på banegård i Berlin

    To hjemløse i Tysklands hovedstad, Berlin, behandles mandag for alvorlige brandskader, efter at en person natten til mandag forsøgte at sætte ild til de to og deres ejendele på en banegård.

    Politiet efterforsker sagen som drabsforsøg, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

    En gerningsmand har ifølge politiet hældt brandbare væsker på de to hjemløse mænd på henholdsvis 47 og 62 år. Herefter satte han ild til dem. Også de to hjemløses ejendele blev overhældt med væsken og brændt af.

    Politiet ønsker ikke at oplyse yderligere. Ifølge dpa skriver de aviserne Bild og Berliner Zeitung, at forbipasserende kom til stedet og fik slukket de brændende mænd med en brandslukker fra en nærliggende fastfoodbutik.

    Motivet for angrebet er ukendt, men det er ikke første gang, at nogen har forsøgt at brænde hjemløse i Berlin. I december 2016 blev en sovende hjemløs udsat for et brandattentat.

    Dengang fyldte sagen meget i de tyske medier, skriver dpa. Angrebet skete juleaften på en togstation. Dengang kom togpassagerer den hjemløse mand til undsætning.

    Fire gerningsmænd blev dømt. Den ene fik to år og ni måneder i fængsel for drabsforsøg. Tre andre blev idømt otte måneders betinget fængsel.

    /ritzau/