Helle Thomsen skal føre norsk klub mod mesterskabet

    Helle Thomsen skal fra den kommende sæson være træner for Moldes kvindehold i den bedste norske håndboldrække.

    Det siger hun til TV2’s hjemmeside.

    Hun fortæller, at Molde for nogle uger siden ringede til hende, men da var hendes mavefornemmelse ikke den rigtige.

    Klubben vendte siden tilbage med et nyt tilbud.

    – Hvad siger du til at hjælpe os til mesterskabet? Så sagde jeg ja med det samme. Det var let for mig at overskue.

    – Det er et godt sted, det er godt for mig at være på træningsbanen, og det er nogle spillere, der gerne vil træne, siger Helle Thomsen, der i foråret blev fyret i den rumænske storklub CSM Bukarest.

    Molde blev i sidste sæson nummer ni i den bedste norske håndboldrække.

    47-årige Helle Thomsen er også landstræner for Holland, som hun i december sidste år førte til VM-bronze.

    Året forinden fik Holland EM-sølv under hendes ledelse.

    I 2014 førte hun Sverige til bronze ved EM.

    Helle Thomsen har tidligere ført FCM Håndbold, nu Herning-Ikast Håndbold, til flere danske mesterskaber.

    Hun stod i spidsen for klubben fra marts 2012 til august 2016, hvor hun blev fyret efter interne uenigheder med ledelsen.

    Spillerne i FCM Håndbold udtrykte efter fyringen stor opbakning til træneren.

    Helle Thomsen vandt med FCM Håndbold to DM-guld, to DM-sølv og en DM-bronze, og tre gange i hendes regeringstid vandt klubben den danske pokalturnering.

    Sidste år takkede hun ja til at træne storholdet CSM Bukarest, men det eventyr endte brat med en fyreseddel i marts i år.

    /ritzau/