Tjekkiets mindretalsregering vinder tillid i parlamentet

    Tjekkiets mindretalsregering har vundet en tillidsafstemning i parlamentet.

    Det rapporterer flere internationale nyhedsbureauer natten til torsdag.

    Afstemningen skulle afgøre, om premierminister Andrej Babis’ centrum-venstre regering har den nødvendige støtte fra landets kommunistiske parti.

    – Parlamentet har udtrykt tillid til regeringen, siger parlamentsformand Radek Vondracek ifølge nyhedsbureauet AP efter mere end 16 timers drøftelser.

    Af de 196 tilstedeværende parlamentsmedlemmer stemte 105 til fordel for Babis, mens 91 stemte imod. Der er i alt 200 pladser i det tjekkiske parlament.

    /ritzau/