Tyskland sigter mod migrantaftale med Italien inden august

    Tyskland håber at få en migrantaftale på plads med Italien inden udgangen af juli.

    Det fortæller den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, onsdag efter et møde i østrigske Innsbruck med sin italienske modpart, Matteo Salvini.

    Ifølge Seehofer vil embedsmænd fra de to lande mødes “meget snart” for at diskutere spørgsmålet.

    – Vi vil forsøge at få det gjort i juli, siger Seehofer.

    Han tilføjer, at kan det ikke lade sig gøre at få en aftale på plads inden udgangen af juli, så bør det være muligt i begyndelsen af august.

    En aftale skal sikre, at migranter, der oprindeligt er registreret i Italien, sendes tilbage dertil fra Tyskland.

    Efter onsdagens møde siger Matteo Salvini, at Italien ikke vil indgå nogen aftale med Tyskland, før EU gør mere for at sikre sine ydre grænser.

    – Tyskland ønsker færre indvandrere. Jeg ønsker færre indvandrere i Italien, og der er 25 andre europæiske lande, som har gjort langt mindre end Italien og Tyskland, siger Salvini.

    /ritzau/AFP