Konkurrencestyrelse vil have sag om høje elpriser i Højesteret

    Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil have retssystemets højeste instans til at se på en sag om selskabet Elsams elpriser.

    Myndigheden har søgt Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke en dom fra Vestre Landsret til Højesteret. Sagen handler om, hvorvidt elselskabet opkrævede urimeligt høje priser. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

    – Efter at have nærlæst Vestre Landsrets dom om Elsam vurderer vi, at en højere instans også bør vurdere de principielle problemstillinger, siger vicedirektør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Bitten Thorgaard Sørensen i meddelelsen.

    Ifølge Vestre Landsret er der ikke beviser for, at vestdanske kunder i Elsam betalte urimeligt høje elpriser i 2005 og 2006. Sådan lød det i en dom 24. maj.

    Konkurrencerådet, Konkurrenceankenævnet og Sø- og Handelsretten er tidligere nået frem til den modsatte konklusion.

    I første omgang indbragte elselskabet sagen for retten i 2008, fordi det var uenig i konkurrencemyndighedernes afgørelse.

    Nemlig at energiselskabet misbrugte sin dominerende position på markedet for engrossalg af fysisk el i Vestdanmark til at opkræve for høje elpriser hos kunderne.

    Elsam er i dag en del af energiselskabet Ørsted. Selskabet hed tidligere Dong. Det blev skabt ved en fusion af flere elselskaber – herunder Elsam – i 2006.

    Ørsted har sat 298 millioner kroner plus procesrenter af til dækning af en eventuel erstatning.

    Flere kommuner og 1106 virksomheder har dog tidligere oplyst, at de mener at have 4,4 milliarder kroner til gode plus renter. De har derfor også anlagt sag mod Elsam. Den kører sideløbende ved Sø- og Handelsretten.

    Kun særlige og principielle sager kan afprøves i Højesteret. Det er op til Procesbevillingsnævnet at afgøre, hvilke sager der får lov. Nævnet har normalt en sagsbehandlingstid på otte uger.

    /ritzau/