Spiludvikler sender folk på gaden for at skanne biler

    I sommeren 2016 løb børn og voksne rundt i parker og på gader for at fange Pokémons i mobilspillet Pokémon Go. Denne sommer kan det i stedet blive blærede biler, som legesyge folk fanger.

    I hvert fald hvis det står til det danske spilfirma Donkraft Digital, der netop har lanceret StreetCars. Her kan man køre ræs mod venner eller andre brugere i virtuelle versioner af de biler, man går forbi på gaden.

    Kristoffer Nielsen, der er medstifter og administrerende direktør af spilfirmaet Donkraft Digital, som har udviklet StreetCars, håber på, at man har skabt et hit.

    – Det er unikt, fordi det er spillerne selv, der bestemmer, hvilke biler de vil have ind i spillet. Ser man en fed bil, som man vil udfordre ens venner med, skal man bare hive mobilen frem og skanne nummerpladen, siger han.

    Skanningen er mulig, fordi alle biler med en dansk nummerplade registreres i Motorregistret, som er offentligt tilgængeligt.

    Ved at kende nummerpladen kan man blandt andet finde ud af bilens model og mærke, samt hvordan dens udledning af CO2 er.

    Man kan ikke se, hvem bilens ejer er.

    Når man skanner en nummerplade, henter spillet oplysninger fra Motorregistret, og en model af bilen oprettes i spillet. Den kan man efterfølgende enten køre med eller sælge for reservedele.

    Kristoffer Nielsen håber, at bilspillet får flere ud i det fri i løbet af sommeren.

    – Det har en social vinkel, så fædre og deres sønner eller døtre kan gå hånd i hånd ud for at kigge på biler. Eller venner kan gå ud sammen og dyste mod hinanden om at være den bedste til at spotte fede biler, siger han.

    Han understreger, at spillet ikke kun er for bilnørder.

    Undervejs i spillet modtager man daglige udfordringer – eksempelvis “Scan tre minibiler” eller “Scan en amerikansk bil”.

    Spillet er lanceret i Danmark. Det er planen, at det i 2019 også skal være tilgængeligt i udlandet.

    – Potentialet er enten uendeligt stort eller forsvindende lille. Det er et spil a la Pokémon Go, og hvis vi lykkes med at komme ud i hele verden, så tror vi på, at det har et kæmpe potentiale, siger Kristoffer Nielsen.

    StreetCars er tilgængeligt til både iPhones og android-telefoner, og man finder det, hvor man henter sine apps.

    /ritzau/