Valg i Colombia kan påvirke omstridt fredsaftale med Farc

    Årets præsidentvalg i Colombia bliver det første valg i 52 år, som ikke er overskygget af en væbnet konflikt mellem regeringen og oprørsgruppen Farc.

    Alligevel vil colombianerne komme til at forholde sig til Farc, når de søndag går til stemmeurnerne ved den første runde af præsidentvalget.

    Nærmere præcist vil de udtrykke deres holdning til den fredsaftale, landets nuværende præsident, Juan Manuel Santos, indgik med Farc i november 2016, skriver nyhedsbureauet dpa.

    Fredsaftalen indebar blandt andet, at Farc skulle lægge våbnene fra sig til gengæld for at blive omdannet til et politisk parti, som på forhånd blev garanteret ti ud af de 280 sæder i landets nationalforsamling.

    Præsident Santos er på mange måder ansigtet på den historiske fredsaftale, der afsluttede den mangeårige konflikt. Aftalen gav ham stor international hæder, tydeligst manifesteret ved, at han blev tildelt Nobels fredspris.

    Det til trods for, at fredsaftalen, umiddelbart før den blev indgået, var blevet stemt ned i en folkeafstemning i Colombia. Og lige siden har opbakningen til fredsaftalen fortsat været dalende i befolkningen.

    Da Farc første gang stillede op til valg til Colombias nationalforsamling i marts 2018, gav vælgerne partiet knap en halv procent af stemmerne.

    Omvendt var valgets største stemmeslugere de højrefløjspartier, som er stærkt kritiske over for fredsaftalen.

    Det ringe valg for Farc kan være et varsel om, at dele af aftalen falder til jorden, lød det dengang fra nyhedsbureauerne AP og AFP.

    Ved det forestående præsidentvalg vil det samme mønster kunne gentage sig, spår blandt andre dpa.

    Santos selv er udelukket fra et genvalg, da han allerede har siddet på posten i to perioder. Men heller ikke hans centrum-højre partis efterfølger er blandt favoritterne ved præsidentvalget.

    Valgets favorit er derimod den højreorienterede Ivan Duque, som er stærkt kritisk overfor fredsaftalen, skriver AFP.

    Han ser dog ikke ud til at have vundet popularitet nok til at få over 50 procent af stemmerne ved valgets første runde søndag.

    I så fald skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden valgrunde 17. juni.

    /ritzau/