OVERBLIK: Sagen mod ROJ TV

    Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har afgjort en klage fra den kurdiske tv-station ROJ TV, som i 2014 fik frataget sin sendetilladelse.

    Resultatet er, at sagen afvises og ikke bliver realitetsbehandlet.

    Højesteret fandt i 2014, at tv-stationen fungerede som talerør for oprørsbevægelsen PKK, der står på EUs terrorliste, men ROJ TV mener, at ytringsfriheden er blevet krænket.

    Få et overblik over den langstrakte sag her:

    * Juni 2005: Tyrkiets ambassade i København melder ROJ TV til politiet for overtrædelse af terrorloven. Ambassaden hævder, at tv-stationen får støtte fra og er talerør for den kurdiske oprørsbevægelse PKK, der står på EU’s terrorliste.

    * December 2005: Københavns Politi overdrager sagen til statsadvokaten på grund af dens “principielle karakter og den offentlige interesse”. Den sendes dog retur til politiet, fordi der er mangler i efterforskningen.

    * Februar 2007: Efter på ny at have modtaget sagen sender statsadvokaten den endnu engang tilbage til Københavns Politi for yderligere efterforskning.

    * Marts 2009: Midt under daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) forsøg på at overvinde tyrkernes modvilje mod det danske Nato-kandidatur rejser Københavns Politi og statsadvokaten til Tyrkiet for at efterforske sagen yderligere. I Tyrkiet opfattes det som en imødekommelse.

    * Maj 2010: Berlingske bringer en række artikler, hvor tv-stationens forbindelser til PKK oprulles.

    * August 2010: Rigsadvokaten rejser tiltale mod ROJ TV for terrorvirksomhed. Det sker samme dag, som Natos danske generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, er på officielt besøg i Danmark.

    * Januar 2012: De to selskaber bag ROJ TV (ROJ TV A/S og Mesopotamia Broadcast A/S) dømmes for at fremme terrorvirksomhed ved at fungere som talerør for PKK i perioden februar 2008 til februar 2010.

    Byretten fastslår dog samtidig, at der ikke er hjemmel i loven til at frakende ROJ TV sendetilladelsen. Dommen ankes til Østre Landsret.

    * 26. september 2012: Radio- og tv-nævnet pålægger ROJ TV sendestop i to måneder, fordi stationen ikke lever op til sin forpligtelse til at optage og opbevare alle programmer. Det betyder reelt, at Radio-og- tv-nævnet ikke kan opfylde sin tilsynspligt.

    * 3. juli 2013: Østre Landsret skærper straffen til de to selskaber til bøder på hver fem millioner kroner. Samtidig afgør retten, at tv-stationens sendetilladelse skal inddrages.

    19. juli 2013: Selskaberne bag ROJ TV indgiver konkursbegæring, da man ikke ser sig i stand til at betale millionbøderne.

    * 25. september 2013: Procesbevillingsnævnet afviser, at ROJ TV kan anke terrordommen til Højesteret. Nævnet tillader dog, at spørgsmålet om inddragelse af sendetilladelsen bliver indbragt for Højesteret.

    * 27. februar 2014: Højesteret afgør, at ROJ TV’s sendetilladelse er endelig frakendt, fordi tv-stationen fungerer som talerør for PKK. Tv-stationen klager til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over afgørelsen, som man mener krænker ytringsfriheden.

    * 24. maj 2018: Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgør, at sagen ikke skal realitetsbehandles.

    /ritzau/