Ebolapatienter forlod hospital og tog til bøn før de døde

    To ebolapatienter i DRCongo kan have smittet en del mennesker, kort før de døde.

    De to personer stak ifølge Læger uden Grænser (MSF) af fra et hospital i Mbandaka for at deltage i en kirkebøn med omkring 50 andre.

    Det fortæller Jean-Clement Cabrol, som er nødkoordinator hos MSF.

    Nogle patienter tror ikke på lægebehandling og medicin, fortæller Røde Kors. De vælger i stedet at søge mod religion og bøn for helbredelse.

    Ebolavirus skal have kostet 22 mennesker livet i den nordvestlige del af det centralafrikanske land siden april.

    Myndighederne igangsatte mandag en vaccinationskampagne, som skal bremse et aktuelt udbrud af ebola.

    Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er bekymret over, at udbruddet har nået den større by Mbandaka i det afrikanske land.

    WHO er tidligere blevet kritiseret stærkt for at have handlet for langsomt, da ebola brød ud i marts 2014. Dengang fortsatte udbruddet frem til januar 2016, og flere end 11.300 mennesker blev dræbt.

    FN-organisationen har bedt om at få 26 millioner dollar (164 millioner kroner) til at bekæmpe udbruddet i det centralafrikanske land.

    Mbandaka er en havneby med 1,5 millioner indbyggere, der ligger ved Congofloden. Herfra er der en del trafik til blandt andet DRCongos hovedstad, Kinshasa, der har en befolkning på ti millioner.

    Udbruddet er det niende i DRCongo, siden sygdommen for første gang blev opdaget.

    Ebola har fået sit navn efter Ebolafloden i DRCongo. Her blev sygdommen opdaget i 1976.

    Mennesker smittes af inficerede flagermus ved direkte kontakt. Smitte mellem mennesker foregår ved kontakt med blod eller sekreter.

    Symptomer ses indledningsvis ved blandt andet høj feber, hovedpine, muskelømhed og opkast.

    I løbet af en uge udvikles brystsmerter, chok, blindhed og massiv blødning fra mave-tarmsystemet og andre kropsåbninger.

    /ritzau/Reuters