Europa-nedtur vil være historisk hårdt slag for FCK

    Fredag tørner FC København sammen med AGF i en direkte kamp om en plads i kvalifikationen til Europa League.

    Siden sæsonen 2000/2001 har FCK været at finde i europæisk fodbold, og det har derfor afgørende betydning for holdet at spille med i Europa. Det understreger FCK-træner Ståle Solbakken.

    – Det betyder alt. Det ville betyde, at vi har noget at se frem mod. Vi lever lidt af de her europæiske kampe og har gjort det i lang tid, siger han.

    Ender kampen med en sejr til AGF, lægger Solbakken ikke skjul på, at det vil have seriøse konsekvenser for klubben, hvis den ikke er med i kvalifikationen til Europa League.

    – Det ville være et hårdt slag for os både sportsligt og økonomisk, siger han, dog uden at præcisere hvor store de økonomiske konsekvenser vil være.

    FCK endte sæsonen i Superligaen på en fjerdeplads. Holdet missede i sidste spillerunde at nå tredjepladsen, som ellers ville give adgang til kvalifikationen til Europa League.

    Pladsen gik i stedet til FC Nordsjælland, og derfor skal FCK nu ud i den afgørende kamp mod AGF.

    FCK-spilleren Rasmus Falk peger på, at klubbens mange år med europæisk fodbold betyder, at holdet som minimum skal være med i kvalifikationen til Europa League.

    Derfor har fredagens kamp stor betydning for københavnernes kommende sæson.

    – Den er sæsondefinerende. Det er jo ikke sådan, at man kan sige, at vi har indfriet en masse målsætninger, hvis vi vinder den.

    – Men alligevel kan den betyde, at vi har noget at se frem til i næste sæson i form af Europa, lyder det fra Rasmus Falk.

    AGF går ind til kampen med en samlet sejr på 4-2 over Sønderjyske, som sikrede aarhusianerne pladsen i den sidste playoffkamp.

    Kampen bliver spillet fredag klokken 19 på FCK’s hjemmebane i Parken.

    /ritzau/