Celtics sikrer sig matchbold med sejr over LeBron og co.

    Boston Celtics bragte sig natten til torsdag dansk tid et skridt nærmere finalen i verdens bedste basketball-liga, NBA.

    Det skete med en 96-83-sejr over Cleveland Cavaliers hjemme i Boston.

    Dermed bringer Celtics sig foran med 3-2 i semifinaleserien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Og dermed har Celtics i slutspillet endnu ikke tabt på hjemmebanen, hvor det nu er blevet til ti sejre i træk.

    Sjette kamp spilles på Cavaliers’ hjemmebane, inden turen går tilbage til Boston, hvis en syvende og afgørende kamp bliver nødvendig.

    Celtics’ førsteårsspiller Jayson Tatum blev topscorer hos værterne med 24 point. Rutinerede Al Horford supplerede med 15 point og 12 rebounds.

    Hos gæsterne blev LeBron James topscorer. Han scorede 26 point og blev derudover noteret for ti assister og fem rebounds.

    James så i perioder dog også ud til at være påvirket af, at han har båret et stort ansvar for Cavaliers i slutspillet og spillet rigtig mange minutter.

    Den 33-årige superstjerne har muligheden for at spille sig i NBA-finalen for ottende sæson i træk. Tre gange har han vundet mesterskabet.

    – Vores fokus og LeBrons fokus er at vinde. Det er det eneste, der betyder noget. Han så lidt træt ud. Men vi bekymrer os ikke. Man skal være klar til at spille nu, siger Cavaliers-træner Tyronn Lue efter kampen ifølge ESPN.

    Vinderen af semifinaleserien mellem Celtics og Cavaliers møder i finalen vinderen af serien mellem Houston Rockets og Golden State Warriors.

    /ritzau/