Antallet af lange dyretransporter er eksploderet

    Stadigt flere levende danske grise sendes på strabadserende lange transporter med lastbiler gennem Europa.

    Danske landmænds evner til at lave mange pattegrise per so har skabt en industri.

    Den sendte sidste år 9,4 millioner smågrise ud på rejser på mindst otte timers lange køreture for at ende hos en landmand i Tyskland, Polen eller Italien, hvor dyrene så fedes endeligt op.

    På ti år er antallet eksploderet fra 1,9 millioner grise i 2007 til 9,4 millioner i 2017. Det viser en aktindsigt fra Fødevarestyrelsen til Dyrenes Beskyttelse.

    Direktør Britta Riis fra Dyrenes Beskyttelse kalder det en overraskende voldsom udvikling over kort tid.

    – Vi behandler dyr som en vare, der bare bliver transporteret rundt. Men det er en vanvittig udvikling og giver store problemer for dyrene, siger hun.

    Ifølge dyrlæge Ditte Eriksen fra Dyrenes Beskyttelse er der risiko for, at smågrisene under de lange trange transporter ikke kan ligge ned, og derfor kan de blive voldsomt udmattede.

    Mette Herskin er seniorforsker ved Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet og specialist i transport af dyr.

    Hun forstår godt bekymringen.

    – Det er jo blevet til rigtig mange grise efterhånden. Samtidig ved vi meget lidt om, hvad grise i denne mindre størrelse tåler under transport. Næsten al den viden, vi har, stammer fra slagtesvin, der vejer det tredobbelte, siger hun.

    Ifølge et ministersvar til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg i april var der i 2015 for mange svin om bord på hver fjerde af de knap hundrede transporter, der blev tjekket ved en stikprøvekontrol.

    Christian Fink er sektordirektør for svin i landbrugets videnscenter, Seges. Han ser de mange transporter som en del af en eksportsucces, fordi Danmark er verdensmester i at lave smågrise.

    – Alle har jo en interesse i, at smågrisene kommer frem i god stand, da de skal fedes op efterfølgende. Jeg er helt sikker på, at vi ville høre om det, hvis der var massive problemer med utilfredse kunder i den anden ende, siger han.

    Alligevel kræver Dyrenes Beskyttelse reglerne lavet om.

    /ritzau/