Det Hvide Hus håber stadig på møde mellem Trump og Kim

    Det Hvide Hus udtrykker onsdag håb om, at et topmøde mellem Nordkoreas Kim Jong-un og præsident Donald Trump vil finde sted som planlagt, efter at nordkoreanerne har truet med at aflyse det.

    Uventede erklæringer fra Nordkorea om en mulig aflysning af topmødet, som ifølge planen skal finde sted i Singapore den 12. juni, var det første tegn på problemer i en ny dialog mellem Nord -og Sydkorea og mellem Nordkorea og USA.

    – Vi er stadig forhåbningsfulde og venter, at mødet vil finde sted. Vi fortsætter med at arbejde ud fra den forudsætning, siger Trumps talskvinde i Det Hvide Hus, Sarah Sanders, til Fox News.

    – Samtidig er vi forberedt på, at dette kan blive meget hårde forhandlinger, tilføjer hun:

    – Præsidenten er parat, hvis mødet finder sted. Og hvis det ikke gør, så vil vi fortsætte den kampagne, der har været ført med maksimalt pres.

    En militærøvelse, som Sydkorea og USA gennemfører årligt, og amerikansk “afpresning” af Nordkorea har fået det lukkede land til at erklære, at det er parat til at genoverveje, om et topmøde med Trump nu også er en god idé.

    Nordkoreas officielle nyhedsbureau, KCNA, skrev tirsdag aften dansk tid, at der ikke ville komme nordkoreanere til et møde med Sydkorea, der skulle have fundet sted onsdag.

    Senere udtalte den nordkoreanske viceudenrigsminister, Kim Kye-gwan, at USA forsøgte at presse Nordkorea til ensidigt at afhænde dets atomarsenal.

    – Hvis det er tilfældet, så vil vi ikke længere være interesserede i en sådan dialog og må genoverveje, om vi skal gå videre med et topmøde, lød det.

    – Vi har allerede tilkendegivet, at vi ønsker en atomfri koreansk halvø og gjort det klart adskillige gange, at en forudsætning for afrustning er, at der sættes en stopper for fjendtlig politik og atomtrusler mod os, og at USA indstiller sin afpresning, sagde viceudenrigsministeren ifølge Reuters.

    Det er ifølge BBC en udtalelse fra Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, der er faldet nordkoreanerne for brystet.

    Bolton har foreslået en såkaldt Libyen-model, hvor Nordkorea giver sit atomarsenal til USA eller et tredje land imod at komme ud af økonomiske sanktioners tøjler.

    /ritzau/AP