Dansk bueskytte rammer næsten plet i Shanghai

    Bueskytten Maja Jager blander sig i medaljekampen ved årets første af fire World Cup-stævner.

    Torsdag har den 26-årige dansker skudt sig frem til bronzekampen i recurve-konkurrencen ved et stævne i Shanghai.

    Den tidligere verdensmester lagde ud med at vinde sine første fem kampe, inden hun i semifinalen måtte se sig slået af den stærke kineser Qixuan An.

    På søndag skal hun op imod Vanessa Landi fra Italien i kampen om bronze.

    Finalen står mellem Hye Jin Chang fra Sydkorea og kinesiske Qixuan An.

    World Cup-stævnet i Shanghai er årets første af i alt fire stævner. Senere skal bueskytterne forbi Antalya i Tyrkiet, Salt Lake City i USA og den tyske hovedstad Berlin.

    Maja Jager blev i 2013 verdensmester med recurve-buen, som der også dystes med til OL. I bueskydning kæmpes der også med en compound-bue, som ikke er på det olympiske program.

    /ritzau/