Irak mødes med Rusland, Iran og Syrien om sikkerhed i regionen

    På et bemærkelsesværdigt møde i Irak torsdag mødtes den irakiske forsvarsminister om “anti-terrorisme operationer” med repræsentanter for regeringerne i Rusland, Iran og Syrien.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer Iraks forsvarsministerium for oplysningen.

    Mødet blev afholdt i Iraks hovedstad, Bagdad.

    – Samarbejde om efterretninger mellem de fire lande i en fælles sags tjeneste og til anti-terrorisme missioner har været med til succesfuldt at genskabe stabiliteten og sikkerheden.

    – Det bør danne grundlag for et fremtidigt samarbejde, lyder det i en udtalelse fra Iraks forsvarsminister Amir Hatami efter mødet ifølge AFP.

    Samme dag som mødet fandt sted, udførte det irakiske luftvåben angreb mod Islamisk Stat i Syrien. Det er ikke første gang, at Iraks luftvåben opererer i Syrien.

    I forsvarsministerens udtalelse nævntes det, at “koalitionen” spillede en vigtig rolle i at besejre Islamisk Stat.

    Det står ikke klart, om “koalitionen” er en reference til de fire landes samarbejde eller den internationale koalition mod Islamisk Stat, hvor hverken Iran, Rusland eller det syriske regime er med.

    /ritzau/