IMF-chef advarer USA og Kina mod at ødelægge verdenshandlen

    Fjendtlige toner mellem USA og Kina kan komme på tværs af det nuværende globale opsving, mener Den Internationale Valutafonds (IMF) direktør, Christine Lagarde.

    Direktøren advarer derfor mod, at de to landes ledere stikker en kæp i verdensøkonomiens hjul ved at begrænse handel og investeringer.

    – Investeringer og handel er to nøgle-motorer, som endeligt er ved at få fart. Vi har ikke lyst til at gøre skade på dem, siger Lagarde på et pressemøde.

    Ifølge Christine Lagarde vil eventuelle forøgelser af toldsatser mellem de to lande få følgeeffekter på resten af verdensøkonomien.

    IMF’s opgave er at stabilisere den globale økonomi og fremme økonomisk samarbejde. Den blev skabt for at forhindre ustabile valutakurser, som i 1920’erne og 1930’erne.

    I dag står den blandt andet for udlån til medlemslande, der har problemer med betalingsbalancen.

    IMF har torsdag til søndag forårsmøde med repræsentanter for Verdensbanken.

    /ritzau/AFP