Tom Kristensen: Magnussen vil løfte sit niveau i 2018

    Kevin Magnussen kommer i 2018 til at levere på et højere niveau end tidligere set.

    Det mener den nidobbelte Le Mans-vinder og Formel 1-ekspert, Tom Kristensen.

    – Jeg vil næsten sige, at det er umuligt at vurdere Haas’ chancer i år, men Kevin Magnussen virker utrolig velforberedt og i balance, så han vil helt sikkert løfte sit niveau yderligere i 2018.

    – Nu er det anden sæson, at han skal køre i teamet, og på den måde er han jo etableret og velrespekteret i teamet efter 2017, hvor han havde gode weekender i Baku (syvendeplads), Japan (ottendeplads) og Mexico (ottendeplads), siger Tom Kristensen.

    Søndag starter Formel 1-sæsonen med det australske grandprix. Det bliver den 25-årige danskers fjerde sæson som fast del af det prestigefyldte felt.

    Og for anden sæson i træk sidder Magnussen med et Haas-logo på brystet, og netop det, at han får mere tid hos Haas, gør, at Tom Kristensen forventer, at Magnussen vil præstere på et højere niveau.

    – Når man har kørt på et team i et år, kender man mekanikerne og ingeniørerne bedre.

    – Han har også været med til at give input gennem 2017, i forhold til hvordan man kan gøre bilerne bedre, og de nuancer, som både Magnussen og Grosjean har været med til at give, gør begge kørere bedre tilpas i bilerne.

    – Det betyder også, at der skal leveres, når konkurrencen starter, hvor teamets forventninger er at køre med om pointene hver gang, siger Tom Kristensen.

    Formel 1-feltet fik testet bilerne i Barcelona fra 26. februar til 1. marts og igen fra 6. til 9. marts, og resultaterne gav grund til optimisme for Haas.

    – De viste stor pålidelighed på banen i Barcelona, hvor de kørte mange omgange. Derudover var bilerne meget hurtige, så det ser godt ud for Haas, siger Tom Kristensen.

    Le Mans-legenden mener, at det er umuligt at spå om Magnussens endelige placering, når sæsonen er færdigkørt, men han slår fast, at det ikke bliver i toppen.

    -Det er stadig Mercedes, Red Bull og Ferrari, som er de tre topteams, men der er ingen tvivl om, at hos holdene i midten ser den store positive overraskelse ud til at blive Haas.

    – Når jeg siger, at de tre topteams tager de første seks pladser, så kæmper Haas jo så om de sidste fire pladser om at komme i pointene, og det ser ud til, at bilen har vist det nødvendige potentiale, siger Tom Kristensen.

    Australiens Grand Prix køres søndag morgen klokken 07.10 dansk tid.

    /ritzau/