PORTRÆT: USA’s nye udenrigsminister er loyal Trump-støtte

    Det er en loyal og trofast støtte, som den amerikanske præsident Donald Trump tirsdag har udnævnt til ny udenrigsminister.

    Mike Pompeo går fra at være øverste chef for den amerikanske efterretningstjeneste, CIA, til at skulle tegne USA’s udenrigspolitik.

    Den nye mand på posten minder på mange måder om præsidenten selv i sin måde at kommunikere med omverdenen på, lyder flere beskrivelser af ham.

    Han er en “hardliner”, kampklar og kompromisløs i sine udtalelser.

    – Pompeo har en benhård tilgang til udenrigspolitikken, hvor verden enten er sort eller hvid. Det er meget lig med den måde, som Trump selv anskuer verden på, har Ilan Goldenberg, forsker ved Center for a New American Security, tidligere sagt om Mike Pompeo, i et interview med nyhedsbureauet Bloomberg.

    54-årige Mike Pompeo er republikaner og tidligere medlem af Repræsentanters Hus for Kansas. Han tilhører Det Republikanske Partis stærkt konservative Tea Party-fløj.

    Han er tidligere officer i hæren og uddannet fra det prestigefulde militærakademi West Point. Pompeo forlod hæren efter fem års tjeneste – uden at have været udsendt i kamp – til fordel for et jurastudium på Harvard.

    Siden grundlagde Mike Pompeo ifølge nyhedsbureauet AFP sin egen virksomhed i Wichita, Kansas. Han blev i 2010 valgt ind i Repræsentanternes Hus med blandt andet pengestærke støtter i olieindustrien.

    I januar 2017 blev Mike Pompeo taget i ed som chef for CIA. Her har han arbejdet sig op som en del af præsidentens inderkreds. Blandt andet har Pompeo ofte personligt taget sig af de daglige briefinger fra CIA til Trump.

    Før sin tid som CIA-chef var han en af de skarpeste kritikere af den tidligere præsident Barack Obamas atomaftale med Iran.

    Han har ifølge det britiske medie BBC også tidligere forsvaret sikkerhedstjenesten NSA’s systematiske overvågning af data og er imod lukning af fangelejren på den amerikanske militærbase på Guantánamo.

    Mike Pompeo sagde efter et besøg i Guantánamo, at nogle indsatte, som sultestrejkede, så ud til at have taget på i vægt.

    Og i 2014 forsvarede han ifølge BBC dokumenteret brug af tortur i CIA med udtalelsen:

    – Disse mænd og kvinder er ikke torturbødler, de er patrioter.

    Pompeo har i den forbindelse også gjort sig bemærket ved at omtale brugen af den kontroversielle torturmetode waterboarding som “inden for lovens rammer”.

    Mike Pompeo kan først formelt tiltræde jobbet som udenrigsminister, når han har været igennem en godkendelseshøring i Sentatets udenrigsudvalg.

    Udvalgets republikanske formand, Bob Corker, siger tirsdag ifølge tv-stationen MSNBC, at han forventer, at godkendelsen kan gå hurtigt igennem.

    /ritzau/