Rusland afviser at støtte midlertidig våbenhvile i Syrien

    Efter to ugers forhandlinger er der fortsat ikke enighed i FN’s Sikkerhedsråd om en 30 dages våbenhvile i Syrien.

    Det står klart, efter at Rusland torsdag har afvist at støtte et forslag om en midlertidig våbenhvile i det krigshærgede land.

    Det skriver nyhedsbureauet AFP.

    Torsdagens krisemøde var indkaldt af Rusland om situationen i den oprørskontrollerede Ghouta-region. Formålet var at stemme om et svensk-kuwaitisk forslag fra 9. februar om en midlertidig våbenhvile i hele Syrien.

    Men Rusland afviser at støtte forslaget, og mødet i Sikkerhedsrådet er sluttet uden en afstemning.

    I stedet fremsatte den russiske FN-ambassadør, Vassilij Nebensia, et forslag til ændringer i udkastet.

    Af ændringerne fremgår det, at Rusland er villig til at tillade humanitær hjælp og evakueringer af syge i det østlige Ghouta.

    I et sidste forsøg på at forhindre Rusland i at nedlægge veto mod forslaget har FN-diplomater genoptaget forhandlingerne uden for selve rådsmødet. Sikkerhedsrådet håber på en afstemning fredag.

    Det oplyser den svenske FN-ambassadør, Olof Skoog, efter mødet.

    – Vi forsøger at finde en vej frem, siger han ifølge AFP.

    Mindst 403 mennesker er blevet dræbt i det østlige Ghouta siden søndag. Det oplyste organisationen Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder til nyhedsbureauet Reuters tidligere torsdag. Flere end 2116 andre er såret.

    Det er det syriske militær og dets allierede, der står bag angrebet, der betragtes som et af de voldsomste i den knap syv år lange konflikt.

    Kampfly har blandt andet ramt adskillige hospitaler og klinikker i Ghouta, hvilket har gjort det umuligt at behandle de sårede.

    /ritzau/