FCK-angriber: Vi kan spille mere frit mod Atlético

    FC København er trods krisen i den hjemlige Superliga fortsat med i Europa, og torsdag kommer Atlético Madrid på besøg i Parken.

    Opgøret er det første af to om at komme i ottendedelsfinalen i Europa League.

    FCK-angriberen Pieros Sotiriou, som blev noteret for to mål i 5-1-sejren hjemme over Randers i lørdags, tildeler spanierne favoritværdigheden.

    – Vi er ikke favoritter på forhånd, hvilket kan gøre, at vi forhåbentligt kan spille mere frit – forstået på den måde, at der ikke er så store forventninger til os som normalt.

    – Men først og fremmest gælder det om at følge managerens instruktioner, som vi har arbejdet med til træning, siger Pieros Sotiriou til klubbens hjemmeside.

    – Nøglen bliver at undgå at lave fejl defensivt og samtidig udnytte de få chancer, som vi forhåbentligt får tilspillet os på hjemmebane. Men vi skal spille op til vores allerbedste i begge felter.

    – Det bliver anderledes end en almindelig superligakamp, for tempoet vil være højere og modstanderen selvfølgelig stærkere, forklarer angriberen.

    Den cypriotiske landsholdsangriber glæder sig til FCK’s hidtil største fodboldkamp i denne sæson.

    – Det gælder om at få et brugbart resultat på hjemmebane og forsøge at holde spændingen intakt inden returkampen i Spanien. Og det kan publikum hjælpe os med, siger han.

    Parken er udsolgt, så der forventes omkring 37.000 tilskuere.

    – Jeg er spændt, for vi møder trods alt et af verdens bedste mandskaber. Alle på holdet vil spille og vise sig frem i sådan en kulisse. Det kan man godt mærke i truppen, og det er kun godt, siger Pieros Sotiriou.

    FCK’s kamp mod Atlético Madrid fløjtes i gang torsdag klokken 21.05.

    /ritzau/