Mark Wahlberg giver omstridt filmløn til fond mod sexchikane

    Den amerikanske skuespiller Mark Wahlberg vil donere 1,5 millioner dollar, som han fik for at genindspille scener til filmen “All the Money in the World”, til en fond, der støtter den såkaldte Time’s Up-bevægelse.

    Det oplyser skuespilleren på sin Twitter-konto.

    Filmen “All the Money in the World” kom første gang i fokus, da folkene bag den valgte at fjerne Kevin Spacey fra produktionen.

    Årsagen var, at Kevin Spacey i forbindelse med #MeToo-kampagnen kom under anklager om upassende seksuel adfærd.

    Og det betød, at adskillige scener blev genindspillet med skuespilleren Christopher Plummer i Kevin Spaceys rolle.

    Mark Wahlberg fik 1,5 millioner for genindspilningerne. Hans kvindelige kollega Michelle Williams fik mindre end 1000 dollar.

    Den store forskel i lønnen medførte store protester. Og nu har Mark Wahlberg valgt at donere sin løn til kvinders retssager i forbindelse med Time’s Up-bevægelsen, der kæmper imod sexchikane.

    – I løbet af de seneste dage har min løn for genindspilningen af “All the Money in the World” været et stort samtaleemne.

    – Jeg støtter kampen for retfærdig løn 100 procent, og jeg donerer de 1,5 millioner dollar til Time’s Up-fonden for retsforsvar i Michelle Williams’ navn, skriver Mark Wahlberg på Twitter.

    Det sker, blandt andet efter at skuespilleren Jessica Chastain og produceren Judd Apatow kritiserede den store lønforskel.

    “All the Money in the World” er instrueret af Ridley Scott.

    Filmen var nomineret til tre priser ved Golden Globe-prisuddelingen, der blev afholdt for en uge siden. Både Michelle Williams og Christopher Plummer var nomineret for deres roller i filmen.

    /ritzau/AP