Modermælkserstatning i 83 lande kan være salmonellaramt

    En salmonellaskandale i den franske mejerigigant Lactalis har ramt 83 lande. Virksomheden trækker 12 millioner kasser med pulveriseret modermælkserstatning tilbage på grund af mistanke om salmonella.

    Det oplyser selskabets administrerende direktør, Emmanuel Besnier.

    Det er første gang, at Besnier udtaler sig offentligt om sagen, efter at det familieejede selskab blev beskyldt for at forsøge at skjule salmonellaudbruddet.

    – Vi er nødt til at tage højde for omfanget af dette: Flere end 12 millioner kasser er berørt, siger han.

    Han tilføjer, at distributørerne ikke længere behøver at gennemgå produkterne for at finde det pulver, der kan være smittet.

    – De ved, at alt må fjernes fra hylderne, siger Emmanuel Besnier.

    /ritzau/AFP