EU indleder retssager mod tre lande der afviser flygtninge

    EU-Kommissionen trækker nu Polen, Tjekkiet og Ungarn for retten, fordi de nægter at tage imod EU’s kvoteflygtninge.

    Det oplyser EU-Kommissionen torsdag i en pressemeddelelse.

    – EU-Kommissionen har i dag besluttet at henvise Tjekkiet, Ungarn og Polen til EU-Domstolen for deres manglende overholdelse af deres juridiske forpligtelser om omfordeling, skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

    Dermed starter endnu en højspændt strid om den tvungne omfordeling af flygtninge imellem EU-landene via et kvotesystem.

    Beslutningen om at omfordele 120.000 flygtninge på to år blev vedtaget under voldsomme skænderier i september 2015.

    Det skete, da migrationskrisen var på sit højeste. Grækenland og Italien var ved at vælte under presset. Derfor skulle flygtningene sendes videre til andre EU-lande.

    Flere østeuropæiske lande var lodret imod omfordelingen. Men de blev stemt ned i en flertalsafgørelse, der har skabt voldsom splittelse i EU.

    Ungarn og Slovakiet har siden forsøgt at få den omstridte ordning kendt ulovlig og annulleret.

    Men den kamp tabte de med et brag ved EU-Domstolen i september.

    Nederlaget ved domstolen har dog ikke fået de tre lande til at åbne dørene for EU’s kvoteflygtninge.

    – De tre lande har ikke givet nogen indikation på, at de vil være med til at føre beslutningen om omfordeling ud i livet, står der i pressemeddelelsen.

    – Derfor har kommissionen besluttet at gå videre til næste fase og henvise de tre lande til EU-Domstolen, hedder det.

    EU-Kommissionen har undervejs nedjusteret antallet af flygtninge, der skal omfordeles via kvotesystemet, til godt 98.000.

    Omkring 32.000 flygtninge er indtil nu blevet omfordelt fra Grækenland og Italien til andre EU-lande.

    Sammenlagt har EU-landene foreløbig kun bekræftet, at de vil tage imod 45.000 af flygtningene.

    Danmark står på grund af retsforbeholdet uden for den omstridte ordning.

    /ritzau/