Landsret afviser at løslade udvisningstruet LTF-leder

    Tiden er endnu ikke moden til, at den københavnske leder af banden Loyal To Familia (LTF) kan sættes fri.

    Torsdag eftermiddag har tre dommere i Østre Landsret afvist den 30-årige Shuaib Khans ønske om at blive løsladt.

    Det sker, efter at Københavns Byret mandag straffede bandelederen med tre måneders fængsel og betinget udvisning i en sag om trusler mod en betjent.

    I forbindelse med dommen påpegede advokat Michael Juul Eriksen, at hans klient allerede havde tilbragt to måneder bag tremmer.

    Derfor mente han, at en løsladelse ville være på sin plads, og at afsoningen af den resterende straf kunne eksekveres senere.

    Fra anklagemyndighedens side lød det imidlertid, at faren for nye lovovertrædelser var for stor. Og her er både by- og landsret altså enige.

    – Byrettens kendelse stadfæstes, således at han fortsat skal sidde fængslet, lyder det i torsdagens afgørelse fra Østre Landsret.

    Det sidste ord i sagen er dog langt fra sagt med landsrettens kendelse.

    Anklagemyndigheden mener nemlig, at byretten tog fejl, da den mandag valgte at gøre udvisningen af Khan, der er pakistansk statsborger, betinget.

    Allerede tirsdag valgte Statsadvokaten i København derfor at anke dommen til landsretten, og torsdag har Michael Juul Eriksen fulgt trop.

    – Vi har lige anket til frifindelse, siger forsvareren.

    Det er endnu ikke afgjort, hvornår sagen skal for landsretten.

    Ifølge Juul Eriksen er det dog utænkeligt, at det kommer til at ske, inden Khan har afsonet sin straf på tre måneders fængsel.

    Dermed vil bandelederen efter alt at dømme inden længe igen være at finde i de københavnske gader.

    – Jeg vil selvfølgelig mene, at han skal løslades, allerede når det viser sig, at ankesagen ikke kan komme for inden for de kommende uger, siger Juul Eriksen.

    Shuaib Khan, der er født og opvokset i Danmark, har tilbragt langt størstedelen af sit voksenliv i fængsel.

    Blandt andet blev han som 21-årig idømt otte års fængsel for dødsvold, og i 2013 lød straffen på tre et halvt års fængsel i en anden sag.

    I begge tilfælde blev LTF-lederen frifundet for et krav om udvisning.

    Først i 2015 nåede Østre Landsret frem til, at en betinget udvisning var på sin plads. Det skete sammen med en straf på seks måneders fængsel.

    /ritzau/