Eurozonen skal have sit eget budget, sin egen minister og sit eget parlament.
Sådan har det lydt fra Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. Dermed vil han sætte fart på integrationen mellem de lande, der i dag er længst inde i EU-samarbejdet.
Men hans kurs bliver mødt med en kold skulder fra EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.
Det vurderer Marlene Wind, der er EU-ekspert og professor i statskundskab ved Københavns Universitet. Hendes udmelding kommer, efter at Jean-Claude Juncker onsdag holdt sin årlige tale om unionens tilstand i EU-Parlamentet i Strasbourg.
– Talen er et vink med en vognstang til Frankrigs præsident, Emmanuel Macron. EU-Kommissionen opfatter Frankrigs kurs som en splitterkurs, der vil skabe et EU i flere hastigheder og ekskludere nogle lande frem for andre, siger Marlene Wind.
Hun mener, at Juncker med talen forsøger at udstikke en anden kurs. Og den er han villig til at følge, selv om omkostningen bliver, at samarbejdet i EU vil udvikle sig langsommere:
– Med Storbritannien på vej ud af EU vil EU-Kommissionen hellere forsøge at samle ét helt Europa og så acceptere, at det går lidt langsommere, frem for at splitte det i to, siger Marlene Wind.
Hun fremhæver, at Junker eksempelvis vil hjælpe alle medlemslandene med komme ind i euroen, frem for at de nuværende eurolande går videre alene. Danmark er dog her undtaget på grund af vores forbehold.
Talen er blevet kritiseret af EU-skeptikere for at byde på endnu mere integration. Den kritik har både Ungarns udenrigsminister og det britiske uafhængighedsparti Ukips tidligere leder Nigel Farage rejst.
– Jeg kan ikke se, hvor det store skridt i forhold til dybere integration skulle ligge i talen. Jeg tror mere, at talen handler om at favne bredt, siger Marlene Wind.
I dansk kontekst har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og flere danske medlemmer af Europa-Parlamentet kritiseret Junckers forslag om at slå posterne som EU-præsident og EU-Kommissionens formand sammen.
Marlene Wind mener dog, at forslaget mere skal ses som en reaktion på, at magten efter Lissabon-traktaten er blevet forskudt fra EU-Kommissionen til Det Europæiske Råd, som Donald Tusk er præsident for.
– Juncker og kommissionen har forholdsvis trange kår i disse år, fordi Rådet tager mere og mere over som den reelle leder. Og hvad kan man gøre ved det?
– Man kan enten stille sig over i et hjørne og give udtryk for sin utilfredshed, eller man kan sige, at hvis vi nu kun har én leder, så vil kommissionen igen få en central rolle, siger Marlene Wind.
/ritzau/
