Tre meldes døde efter angreb i det østlige Kyiv – heraf to børn

    Tre personer meldes døde i angreb, der har ramt det østlige Kyiv i Ukraine natten til torsdag.

    Det oplyser hovedstadens myndigheder ifølge nyhedsbureauet Reuters.

    Flere personer meldes såret.

    Ifølge Kyivs militære administration er to af de døde børn. Det skriver administrationen i et opslag på beskedtjenesten Telegram.

    Der er også meldinger om skader på bygninger. Angrebet har fundet sted i distriktet Desnjanskyj, som ligger i udkanten af den krigshærgede hovedstad.

    Tirsdag takkede Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, landets luftforsvar for at have reddet hundredvis af liv mandag.

    Det ukrainske luftvåben oplyste tirsdag formiddag, at det natten forinden nedskød 29 ud af 31 droner over hovedstaden Kyiv og Kyiv-regionen.

    Der var ifølge nyhedsbureauet Reuters tale om det tredje større russiske droneangreb i løbet af 24 timer.

    Med en længe ventet ukrainsk modoffensiv tilsyneladende lige rundt om hjørnet har Rusland på det seneste intensiveret dets angreb mod Ukraines militære infrastruktur og forsyningslinjer.

    På samme tid er Rusland på det seneste blevet ramt af en række angreb mod militær-, energi- og transportsektoren.

    Ukraine tager næsten aldrig ansvar for angreb indenfor russisk territorium.

    Men det har ikke holdt Rusland fra at beskylde Ukraine for angrebene.

    /ritzau/